Valg: Det vælter ind med brevstemmer til folketingsvalget i morgen i Roskilde Kommune. 6905 personer har allerede sat deres kryds i Roskilde. Det svarer til 10,4 procent af de stemmeberettigede i kommunen, hvilket er langt over rekorden, som er fra seneste folketingsvalg i 2019. Her stemte 5559 personer før valgdagen.
I Lejre er antallet af brevstemmer også vokset, men ikke voldsomt. 1403 har denne gang stemt per brev i Lejre Kommune, svarende til 6,3 procent af vælgerne, hvilket også her er rekord. Ved det seneste folketingsvalg valgte 1364 vælgere i Lejre at stemme før valgdagen.
I Solrød Kommune har 1306 vælgere brevstemt - 7,2 procent af vælgerne - mod 1084 ved det seneste folketingsvalg.
Den eneste kommune i DAGBLADET Roskildes område, som oplever en nedgang i antallet af brevstemmer ved dette valg er Høje-Taastrup. 1766 borgere har denne gang brevstemt, hvilket er 5,2 procent af kommunens vælgere. Tallet var i 2019 på 2053 personer.
I Høje Taastrup viste det sig i sidste uge, at cirka 100 brevstemmende borgere fik stemt efter ufuldstændige valglister. Den 24. oktober var hverken løsgængere, Enhedslisten eller Frie Grønne nemlig at finde på valglisten. De 100 vælgere er blevet gjort opmærksom på fejlen og har fået mulighed for at omgøre deres brevstemme senest i fredags.
I Greve Kommune har 4283 vælgere, 10,9 procent, sat det tidlige kryds. Det er også rekord og i øvrigt første gang, at Greve har over 4000 brevstemmer ved et valg. Ved det seneste folketingsvalg havde 2842 personer brevstemt.