Olsen Dyhr besøgte Ishøj: Børn og unges mistrivsel skal øverst på dagsorden

- Der er sket meget med børn og unge siden jeg selv var ung i Ishøj og Vallensbæk, og desværre går det slemt ned af bakke med trivslen for de unge i dag. I SF vil vi have mental trivsel øverst på dagsorden for en ny regering.

Det siger SFs formand, Pia Olsen Dyhr, der fredag besøgte Vestegnen, som et af de første steder på hendes fire ugers valgkampstur. Pia Olsen Dyhr er selv vokset op i Vallensbæk, og har gået på Ishøj Gymnasium.

- Jeg kommer jo ikke fra et hjem med fine uddannelser eller høj indkomst. Men jeg var lidt en nørd som elskede at læse. Og gymnasiet var vigtigt for mig, fordi det selvfølgelig var en ramme omkring det at blive klogere og lære noget. Men ungdomslivet er jo også rammen om det at blive voksen, og det bekymrer mig, at de unge i dag er så pressede, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

Hvert sjette barn i Danmark under 10 år lider af mental mistrivsel, og det samme gælder for hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand.

- Vores liv var jo ikke problemfrit da jeg voksede op her på Vestegnen. Men jeg tror de unge i dag retter det der bekymrer dem mere indad. Jeg bliver dybt bekymret over at så mange slås med mistrivsel. Det dækker jo over både lavt selvværd, at de sulter sig selv, har angst eller bare går rundt og er enten stressede eller triste. Det er ikke sådan det skal være, at være ung, siger Pia Olsen Dyhr

Hun mener at udviklingen i mistrivsel blandt børn og unge får alle alarmklokker til at ringe, og at de har desværre gjort det alt for længe.

SF vil blandt andet foreslå, at der oprettes et ministerium med ansvar for børn og unges trivsel. Ministeriet skal sikre den samlede indsats på tværs af flere områder, da mistrivsel spænder bredt og omfatter for eksempel både folkeskole, daginstitutioner, psykiatri og sundhedsområdet.

- Mistrivsel er aldrig barnets egen skyld. Vi skal finde forklaringerne i den måde vi har skruet vores præstations- og accelerations-samfund sammen på, og derfor er det også en politisk opgave at løse det, siger Pia Olsen Dyhr.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...