Far forsøgte at voldtage spæd datter og delte billeder af det

En 42-årig mand har fået to et halvt års fængsel for at have forsøgt at voldtage sin datter, mens hun var spæd.

To og et halvt år skal en 42-årig mand fra Jyllinge i fængsel for at forsøge at voldtage sin spæde datter samt for at ligge inde med 7832 børnepornografiske videoer og 2530 billeder.

18 af billederne, hvoraf han har delt nogle af dem med en anden mand, viser overgreb på datteren begået tilbage i 2016. Retten finder billederne som bevis for, at han prøvede at have samleje med sin datter, og at det kun mislykkedes, fordi det ikke var fysisk muligt.

Den 42-årige har erkendt, at han fik sin spæde datter til at gribe om sit lem. Han nægter resten af overgrebet, men har forklaret, at han har fortrængt episoden.

Han var også tiltalt for at slikke på datterens kønsdele, som den 42-årige selv har beskrevet over for en anden mand via en skype-forbindelse.

Ifølge hans egen forklaring sagde han det kun for at tænde den anden mand, og da den del af tiltalen ikke er yderligere bevist, blev han ikke dømt for det.

Grovheden af det seksuelle overgreb vejede tungest ved domsafsigelsen, som faldt tidligere på måneden ved Retten i Roskilde. Det børnepornografiske materiale, som blev opdaget på flere computere, eksterne harddiske og telefoner op til mandens varetægtsfængsling i foråret, tildeles også vægt i kraft af det betydelige omfang.