Der skal være blødere vand i hanerne hos KLAR Forsynings vandkunder i Køge. Det besluttede en enig bestyrelse hos vandselskabet Køge Vand A/S tilbage i december 2021, oplyser KLAR Forsyning i en pressemeddelelse.
Siden januar har KLAR Forsyning for Køge Vand A/S derfor undersøgt forskellige metoder til blødgøring af drikkevandet i Køge, herunder hvad metoderne kan have af konsekvenser for driftssikkerhed, miljø og økonomi. På baggrund af den undersøgelse har bestyrelsen i Køge Vand A/S nu valgt blødgøringsteknologien CARIX.
- Vi har sammenlignet en del teknologier undervejs i processen. Nogle teknologier er fravalgt, fordi de ikke passede til vores vandkvalitet. Andre teknologier havde for højt vandspild eller energiforbrug, eller levede ikke op til vores ønsker hvad angår arbejdsmiljø og driftssikkerhed. I sidste ende stod vi tilbage med to mulige teknologier, metoderne pellets og CARIX. Og her blev det besluttet, at CARIX-anlægget opfylder flest af de punkter, som er særligt vigtige for os, siger Jesper Koziara, teknisk direktør i KLAR Forsyning og uddyber:
- Driften af CARIX-anlægget sikrer det bedste arbejdsmiljø og kræver heller ikke lige så mange mandskabstimer hvad angår tilsyn og pasning af anlægget. Driftsomkostningerne er også lavere ved denne metode end andre af de metoder, vi har kigget nærmere på – og det er derfor også med til at holde takstpåvirkningen nede. Der er derfor flere fordele ved CARIX-metoden.
En driftssikker og arbejdsmiljøvenlig metode
Blødgøringsteknologien CARIX (CArbon Dioxide Regenerated Ion Exchanger) reducerer indholdet af kalk i vandet kun ved tilførsel af CO2.
- Ved CARIX-metoden skal der ikke skal håndteres nogen kemikalier, da CO2 nemt tilføres. Derfor vil vores driftspersonale på Køge Vandværk ved denne metode ikke være nødt til at tage særlige ekstra forhåndsregler, såsom at iføre sig sikkerhedsdragter. Det gode arbejdsmiljø ved CARIX-metoden har derfor haft stor betydning for det endelige valg af blødgøringsmetode, siger Jesper Koziara.
CARIX-anlæggene er velkendte i Tyskland, hvor der i dag er omkring 30 CARIX-anlæg i drift. I Danmark er der flere på vej i de kommende år. Solrød Vandværk er i gang med etableringen af et CARIX-anlæg til blødgøring, og forventer at kunne levere blødere vand til alle kunder i foråret 2023. Borup Vandværk har endvidere også besluttet at etablere et CARIX-blødgøringsanlæg, når de skal bygge nyt vandværk.
I Køge forventer KLAR Forsyning at kunne levere blødere vand til alle kunder hos Køge Vand A/S i 2025.


I dag er drikkevandet i Køge og Herfølge betegnet som hårdt vand, dvs. med et højt indhold af kalk. Vandets hårdhedsgrad er 19-23 °dH.
Ved en blødgøring af drikkevandet forventes hårdheden at komme ned på ca. 12 °dH – det, man vil kalde middelhårdt vand.
Vandkunder hos Køge Vand A/S kan efter planen forvente, at det nye CARIX-blødgøringsanlæg er i drift i løbet af 2025.
