Høje-Taastrup: Høje-Taastrup Ungdomsskole havde arrangeret et møde, hvor deres unge elever kunne tale direkte med nogle af dem, der måske bliver valgt ind i folketinget.
- I politikere lever i en verden af statistikker, så det er godt, I vil komme ud og høre, om hvad der faktisk sker. Så det bliver personligt, ikke bare faktuelt, sagde 15-årige Isa, som var en af de fem unge, der i to timer talte med Merete Scheelsbeck (K), Gunvor Wibroe (S) og Esat Sentürk (R), som alle stiller op til folketingsvalget her i Taastrup-kredsen.
Udover Isa, havde Mona (14 år), Peter (15 år), Dagmara (17 år) og Kasper (16 år) meldt sig frivilligt til at møde politikerne og forberedt sig over to møder med ungdomsskolens demokratimedarbejder, hvor de fik talt sig ind på, hvilke emner, som de synes, var vigtige at tale om, og hvilke budskaber, de ville have frem.
Emnerne, de havde udvalgt og forberedt sig på, var læring og trivsel i skolen, småracisme og mobning, fysisk og mental sundhed samt tryghed i byrummet. Især det første om trivsel i skolen fyldte meget i dialogmødet.
Da de to timer med politikerne var gået, var de enige om, at de sagtens kunne have fortsat samtalen i lang tid, og at det var godt at mødes ansigt til ansigt.
- Det har været to intense timer, hvor I har givet så meget af jer selv. I er modige, velovervejede og velforberedte. Det har været så lærerigt. lød det fra Merete Scheelsbeck.
Imponeret over ærligheden
Også Gunvor Wibroe anerkendte de unge.
- Jeg er faktisk lidt blown-away over, hvor modige I er. Helt rørt over, at I er så ærlige om hvad, I synes er svært, og at I tør at sige det til os. Det kræver mod, sagde hun.
Esat Sentürk var glad for muligheden for at tale med de unge, som ofte kun bliver talt om:
- Det giver meget til os at få noget direkte fra jer. Når vi får informationer om unge, er de tit filtreret gennem andre voksne. Vi får nok ikke den fulde sandhed på dén måde, så det var rigtig godt at høre jeres historier.” sagde han i slutningen af mødet.
Det var fedt at blive hørt, synes de unge.
- Det var rart blive set og hørt af jer, men også at vi fik set jer. For vi brokker os nok meget over politikere, sagde Mona om mødet.
Sidste ord fik Kasper, der opfordrede politikerne til at bede ungdomsskolen om at hjælpe med at sætte et møde op med unge, når de fremover skal behandle sager, der har med unge at gøre.


Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på daniel.fonseca@sn.dk eller tlf. 20 24 37 56.
Klik ind på og deltag i debatten og få nyheder fra dit nærområde hver dag.