Gymnasieelever oplevede klimaforandringer på nært hold i Grønland

12 elever og to lærere fra Frederiksborg Gymnasium og HF har været i Grønland som klimaambassadører som led i en udveksling med gymnasiet i Nuuk.

Blandt dem var Esther Møller Nyborg fra 2x, Clara Winther Jensen fra 3k og Christine Juel Hannibal Jensen fra 2y - og oplevelsen af den vilde natur i Grønland, mødet med de grønlandske elever og det stærke sammenhold i gruppen af klimaambassadører sidder stadig i kroppen på dem, fortæller de i en pressemeddelelse.

Det var interessant for eleverne at opleve, hvor forskelligt klimasynet var i Danmark og Grønland:

”I Danmark er klimaet brandet på en anden måde, og klimaet indgår fx også i reklamer. Der er en anden oplevelse i Grønland, hvor klimaet ikke bliver betragtet med et vestligt blik,” forklarer Clara.

Esther supplerer og forklarer, at dét, der er klimavenligt i Danmark, ikke nødvendigvis er det i Grønland.

”I Danmark er mange unge blevet vegetarer pga. klimaet, men i Grønland skal grøntsager transporteres meget langt og er dermed ikke klimavenlige.”

Forskningsstation

I Grønland besøgte de grønlandske og danske elever forskningsstationen Nuuk Basic i Kobbefjorden. Stationen, som drives af Grønlands Naturinstitut, har gennem de sidste mange år indsamlet klimadata og fulgt de pågående globale klimaændringer nøje. Udover at få forklaret, hvordan disse klimadata måles, fik eleverne selv mulighed til at lave forsøg på planternes optag og frigivelse af drivhusgasser. Dér blev klimaforandringerne for alvor tydelige for eleverne, fortæller Christine og Esther:

”Klimaforandringer er abstrakte, men bliver tydelige i Grønland. På Naturinstituttet så vi malerier fra 1800-tallet af isfjeldene omkring Nuuk og sammenlignede dem med billeder fra 2014. Dér blev det tydeligt, hvor stor en forandring der er sket, og hvor meget gletcherne er smeltet”.

Moskusokser og polarræve

Klimaambassadørerne besøgte også indlandsisen ved Kangerlussuaq, og også det var en stor oplevelse, fortæller Clara og Esther:

”Vi så rensdyr, moskusokser, en polarræv og sneharer på indlandsisen. Det havde regnet, så indlandsisen var glat, men glitrede også meget og var utrolig smuk”.

På turen var eleverne inddelt i forskellige grupper, der skulle producere dokumentarer og reportager om udvekslingen, de forskellige klimaforståelser og ungdomskulturen.

”Det var sjovt at møde de grønlandske unge og erfare, hvor ens vi og vores hverdag egentlig var, selvom der selvfølgelig også var forskelle, og Nuuk er med sine 19.000 indbyggere er noget mindre end Hillerød,” fortæller Esther, Christine og Clara i pressemeddelelsen.

De 12 grønlandske elever besøgte Danmark i maj, hvor de sammen med de danske elever bl.a. var i Tivoli for at se, hvordan Tivoli arbejder med bæredygtighed og på klimaudstilling på Experimentarium. De blev også introduceret for de mange grønne initiativer på Frederiksborg Gymnasium og HF, der bl.a. indebærer et biodiversitetsbælte og kommende etablering af et grønt omstillingsværksted.

Udvekslingen mellem Frederiksborg Gymnasium og HF og GUX Nuuk, der er delvist bevilliget af Nordplus, havde til formål at belyse forskellige opfattelser af bæredygtighed, og hvordan man arbejder med klima i Grønland og Danmark. Samtidig var der tale om en udveksling, hvor eleverne kunne få indblik i, hvordan ungdomslivet og skolegangen er i henholdsvis Danmark og Grønland. Eleverne boede ikke hos hinanden, men var hjemme på besøg.

Udvekslingen omfattede 12 danske og 12 grønlandske elever, der hver især havde søgt om at blive en del af projektet.

Fortsætter udveksling

I forlængelse af klimaambassadørernes udveksling, fortsætter Frederiksborg Gymnasium og HF de kommende år med et andet projekt delvist bevilliget af Nordplus. Det handler om kulturel udveksling, natursyn, myter og sagn og hedder ”Katuaq”. Projektet indebærer dels jobshadowing for danske og grønlandske lærere, og dels en udveksling for en hel klasse, både på Frederiksborg Gymnasium og HF og GUX Nuuk.

Mdt

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...