Af Henrik Malmgreen
Markedsføringen af Lyngby Storcenter har det seneste år gennemgået en større digitalisering, og man arbejder nu med en databasebaseret omnichannel strategi. Et af de elementer, som har gennemgået en omfattende opdatering, er PLUS+ appen, der er centrets fordelsapp. Her kan kunderne selv angive, hvilke butikkers nyheder og tilbud, de ønsker at blive mødt med, når de åbner appen.
Når relevansen af indhold øges, ja så øges kundernes engagementet ligeledes. De samme præferencer følger dermed kunderne således, at indholdet også tilpasses, når der logges ind via hjemmesiden.
Målrettet kommunikation
Det giver mulighed for at lave mere målrettet kommunikation ud fra data, som kan baseres på interesser og faktisk adfærd. Det giver endvidere centrets butikker en fleksibel løsning, hvor de selv kan bestemme synlighed og frekvens målrettet direkte mod de kunder, der har udtrykt interesse for deres butik. ”Appen er med andre ord et agilt medie, der kan anvendes i realtid som et godt alternativ til de mere statiske medier”, forklarer marketingchef Suzie Gabriely Hove.
PLUS+ appen skal samtidig ses som et stærkt supplement til de butikker, der selv har fordelsklubber, idet appen giver kunderne i kædens butik i centret en række unikke fordele.
PLUS+ appen giver nemlig også butikkerne mulighed for at aktivere mindre travle perioder med f.eks. timetilbud eller særrabatter.
Masser af kundefordele
Når kunderne registrerer sig i PLUS+ appen, tilbydes de en række fordele, herunder blandt andet en ekstra times gratis parkering. Hver gang kunden besøger Lyngby Storcenter, får de 10 point, som de kan bruge på præmier, lodder i konkurrencer eller på aktiviteter rundt omkring i centret. Det kan være alt fra en gavekran fyldt med gavekort, spil i 80’er arkaden eller et spin på lykkehjulet.
I løbet af de 7 måneder, der er gået, siden Lyngby Storcenter relancerede PLUS+ appen, har mere end 15.000 brugere valgt at bruge fordelsappen aktivt. Det er et resultat, man er meget stolte over.