Går du med en gyserdrøm i maven, er der mulighed for at være frivillig ved gyserløbet på Pilegården fredag den 28. oktober hvor der afholdes Halloween i 2700.
Uhyggens epicenter er Kulturhuset Pilegården på Brønshøjvej 17, hvor både kulturhuset, haven og gården bliver taget i brug.
Her venter der gyserløb, kamp-arena, heksefortællinger, græskarudskæring, ansigtsmaling, snobrød, en sansekasse for de mindste og uhyggeligt god mad og drikke.
Gyserløbet er for de 8-10-årige og opefter. Det foregår indendørs i kulturhuset med rollespillere og udklædte frivillige, der gemmer sig rundt om hjørner og hopper frem, når man kommer tæt på. I kamparenaen udenfor kan de lidt yngre også være med, når der skal udkæmpes brave kampe med skumsværd.
Udendørs spiller orkesteret Børn to be wild klimarock tilsat humor for børn og fyrer op under et interaktivt rockshow, som nok skal få både børnene og deres voksne til at rocke med.
Som deltager er man naturligvis mere end velkomen til at hoppe i sin egen halloween-udklædning, uanset om man er barn eller voksen. Foruden aktiviteterne står lokale foreninger og forretninger bag boder med mad og drikke på dagen.
Bag boderne står Boldklubben Fix, Brønshøj Kirkes Pigekor, Den lille gode slagter og Social Cantina. COOP Brønshøj Torv uddeler hokkaidogræskar. 3.-klasse-elever fra Brønshøj Skole har hjulpet til med at pynte op i haven
Har man lyst til at melde sig som frivillig på dagen og eksempelvis hjælpe til på gyserruten, så kan man kontakte soeder@kk.dk. Det er gratis at deltage i alle aktiviteterne.
Halloween i 2700 er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
gg
