Østre Landsret har onsdag formiddag idømt 28-årige Patrick Skjold Andersen og 30-årige Mickey Weiergang Dreier fængsel på livstid for drabet på den 18-årige Zobair Saidi ud for en opgang i Ladegårdsparken Vest 135 i Holbæk i slutningen af april 2019.
Dommen er en stadfæstelse af den dom, Retten i Holbæk nåede frem til i maj 2021, og som de begge havde anket til landsretten. De har nægtet sig skyldige.
Men det fik de altså ikke noget ud af, og med Østre Landsrets afgørelse onsdag er deres ankemuligheder nu udtømt.
Dommen slår fast, at Patrick Skjold Andersen affyrede de dræbende skud mod Saidi, mens Mickey Weiergang Dreier havde planlagt forløbet, der førte til drabet, sammen med en 31-årig lokkedue, som tidligere er idømt 12 års fængsel for medvirken til drabet.
De to var på gerningstidspunktet tilknyttet Bandidos MC Westcity i Holbæk, som lå i konflikt med Vang-gruppen i Holbæk. Den dræbte var tilknyttet denne gruppering.
Østre Landsret nåede lige som Retten i Holbæk frem til, at drabet blev begået som led i konflikten, og dermed blev straffelovens bandeparagraf, der åbner for at fordoble straffen, aktiveret.
Kun den 28-årige Patrick Skjold Andersen var til stede i retten ved domsafsigelsen. Mickey Weiergang Dreier havde af ukendte årsager valgt at blive i sin celle.
Idømt opholdsforbud
Og dér kan de to nu se frem til at tilbringe de næste mange år. En livstidsdom betyder, at der ikke er nogen begrænsning på, hvor lang den dømte skal være bag tremmer. Livstidsfanger kan tidligst prøveløslades efter 12 års afsoning, men i gennemsnit sidder livstidsdømte inde i 17 år.
Selv om han netop var blevet idømt lovens strengeste straf, forsøgte den 28-årige at vise overskud overfor sine fremmødte venner.
- I kigger bare ind, hvis I keder jer, sagde han efter domsafsigelsen til flokken af Bandidos-rockere, der overværede retsmødet.
På grund af sin tilknytning til Bandidos blev Patrick Skjold Andersen oven i livstidsdommen idømt et opholdsforbud. Det betyder, at han i 10 år efter eventuel løsladelse fra afsoningen ikke må opholde sig i hele Holbæk Kommune samt på alle Bandidos-lokaliteter i Danmark.
Mickey Weiergang Dreier forlod Bandidos under sin varetægtsfængsling forud for retssagen i Holbæk, så der har ikke været opholdsforbud på tale i forhold til ham.