Mandag begyndte Ayse Ünkap som frisør i Salon Diva i Sct. Knudsgade 1 i Ringsted. Det er helt specielt, fordi hun tidligere har ejet salonen, og hun har også været ansat her en årrække.
Da Ayse Ünkap var færdig med sin frisøruddannelse i 1998 købte hun Salon Paris i Sct. Knusdgade og hun ændrede navn til Salon Diva. Hun solgte senere salonen, da hun skulle på barsel, men var efterfølgende ansat seks år under den nye ejer, Heidi Türkoglu.
Malene Altuntak købte salonen i 2012, og har for nylig fejret ti års jubilæum som ejer.
Ayse Ünkap begrunder sin tilbagevenden til Salon Diva med, at hun skulle have luftforandring.
- Jeg trængte til noget nyt. Så jeg tænkte, hvorfor ikke Salon Diva. Jeg kender byen, har mange kunder her og kender Malene, siger Ayse Ünkap.
Hun føler sig rigtig fint modtaget af Malene Altuntas.
- Jeg var ikke nervøs ved at skifte. Jeg har haft rigtig mange kunder, som har anerkendt mit arbejde, fortæller Ayse Ünkap.
Hun har allerede klippet nogle af sine “gamle” kunder, og det har været fantastisk for hende.
Når hun er glad for at være tilbage i Salon Diva skyldes det også, at salonen har mange produkter og farver, så man kan være kreativ.
- Jeg kan se, at salonen har fulgt med udviklingen, siger Ayse Ünkap.
Malene Altuntas er også glad for at indlede et samarbejde med salonens tidligere ejer.
- Det er dejligt at have en super erfaren frisør i salonen, som allerede kender mange af kunderne, siger Malene Altuntas.
- Det er nemt, når vi kender hinanden lidt, det er trygt, fortætter Malene Altuntas.
Foruden Ayse Ünkap er Julie Visholm Frederiksen ansat i salonen.
Salon Diva har plads til alle og tilbyder alle former for hårbehandlinger. Frisørerne er løbende på kurser i ind- og udland.
- Vi går op i, at der er en rar atmosfære, stille og rolig og at alle føler sig velkomne, siger Malene Altuntas.

