Politikerne stod nærmest i kø for at rose den nye erhvervsmasterplan 2030, der onsdag aften blev vedtaget på kommunalbestyrelsesmødet.
- Det er en visionær plan, siger Konservatives Jesper Adler.
Han er formand for kommunens erhvervsudvalg, som i samarbejde med Vordingborg Erhvervsforening står bag erhvervsmasterplanen. Her er der seks konkrete mål og en række anbefalinger, der senest i 2030 skal gøre kommunen en mere attraktiv og erhvervsvenlig kommune at drive virksomhed i.
- Der er nogle gode anbefalinger i erhvervsmasterplanen, så vi kan få flere virksomheder til vores kommune. Det betyder flere arbejdspladser og mere bosætning, siger Jesper Adler.
Et helt centralt element i Erhvervsmasterplan 2030 er den grønne omstilling og den vækstmotor, som den kan være for Vordingborg Kommune. Ambitionen er, at Vordingborg Kommune skal være Østdanmarks kraftcenter for grøn energi.
- Vi har fokus på den grønne omstilling. Der sker rigtig mange ting i Klintholm Havn og på erhvervshavnen i Vordingborg, siger Jesper Adler.
Høje ambitioner
I Vordingborg Erhvervsforening glæder formand Jacob Møller sig også over, at erhvervsmasterplanen er blevet politisk vedtaget.
- Vi ser frem til at fortsætte det tætte og konstruktive samarbejde, der har været om at udarbejde den fælles Erhvervsmasterplan 2030. Det er en meget stærk strategi og vi glæder os til at komme videre med arbejdet for at realisere det fælles ønske om, at Vordingborg Kommune skal være den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland, siger Jacob Møller, der til daglig er direktør for virksomheden Insatech i Bårse.
Erhvervsmasterplanen sætter klare mål for den fremtidige vækst og udvikling i Vordingborg Kommune. Blandt andet skal der skabes 1000 nye arbejdspladser, op imod 1500 nye erhvervsaktive tilflyttere, flere store eksportvirksomheder og markant flere unge, der får en uddannelse i Vordingborg Kommune. Jesper Adler mener, at målene er realistiske.
- Ja, men vi skal kæmpe for det, siger han.
Erhvervsmasterplanen indeholder en klar opgavefordeling mellem kommune og erhvervsliv, så begge parter har et gensidigt ansvar for at sikre, at de ambitiøse målsætninger bliver indfriet.
- Det bliver ikke lige i morgen, men vi skal i gang nu, siger Jesper Adler.
En kamp om penge
Det store spørgsmål er, om der følger penge med til de store armbevægelser. Hvis man værdiansætter alt det, som skal løbes i gang over hele perioden i erhvervsmasterplanen, kommer det til at koste 7,4 millioner kroner. De penge prøver politikerne at finde i de aktuelle budgetforhandlinger. Jesper Adler er optimistisk.
- Der er konsensus, om at vi skal allokere penge til erhvervsmasterplanen.
