25 poppeltræer må lade livet

Der er trist nyt for en stor del af poppeltræerne ved Rådhusstien i Rødovre. Helt nøjagtigt står 25 træer ikke til at redde, da de er angrebet af svampe, tidens tand og sygdom.

Kommunen meddeler, at tilstanden i træerne er så dårlig, så det ikke er sikkert hverken at beskære eller lade træerne stå.

“Træerne er i så dårlig forfatning, at man næsten kan skubbe dem omkuld. Det er naturligvis ikke en opfordring til at gøre det. Man skal lade os fjerne dem på forsvarlig vis, men de står ikke til at redde,” forklarer Anders Møller, der er chef i Vej & Park.

Arbejdet med at fjerne træerne er nært forestående, da kommunen allerede har tjekket de ramte træer for flagermus- og fuglereder.

Havde der været flagermusreder i nogle af træerne, var kommunen nødsaget til at have ladet træerne blive, da det er ulovligt at fjerne træer, hvor flagermusene yngler, men det er ikke tilfældet, og derfor kan arbejdet snart gå i gang.

Efter træerne er blevet fældet vil de blive transporteret til kommunes parker og grønne områder samt i en nærliggende børnehave.

På den måde får store og små mulighed for at se nærmere på det liv, der findes i de gamle stammer, hvilket samtidig er med til at understøtte biodiversiteten i Rødovre.

Der er endnu ikke taget endelig stilling til, om de fjernede træer vil blive erstattet af nye, men kommunen har planer for udvidelse af området, hvor der blandt andet skal bygges en ny administrationsbygning.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...