Ved siden af caféen har Morten Enøe-Christiansen, som ejer Kok Amok, drevet en succesrig cateringvirksomhed under samme navn.
Morten Enøe-Christiansen har nu valgt udelukkende at fokusere på cateringforretningen, og derfor lukker caféen i Vestsjællandscentret i starten af det nye år, fortæller han.
- Kok Amok har i mange år kørt i to sideløbende spor, cafésporet og cateringsporet, og det er sidstnævnte, vi nu har valgt at fokusere og udvikle endnu mere, fortæller Morten Enøe-Christiansen og fortsætter:
- Vi gør det her, så jeg både kan have mit fulde fokus på de spændende, sjove og udfordrende opgaver, der ligger i at lave mad til større og mindre selskaber, men også for at jeg kan få lidt mere tid med min familie. At drive to velfungerende virksomheder, tager meget tid og noget af den tid, vil jeg nu bruge med familien.
Vil bygge videre på succes
Kok Amok har i en branche, hvor konkurrencen er stor, formået at skabe en succesfuld cateringvirksomhed, der har kunder på hele Sjælland og Fyn.
Det er den succes, man nu ønsker at bygge videre på.
- Vi går op i de kvalitetsmæssige grundværdier. Vi tror på, at kvalitet gør en forskel. Kvalitet i alle dele af maden, både råvarer og tilberedning. Derfor bliver alt også produceret fra bunden, og råvarerne bliver udvalgt efter kvalitet og årstid. Du får lækker og smagfuld mad – hver gang – også fremover, slutter Morten Enøe-Christiansen.
Ejeren af Kok Amok fortæller også, at der er kommet et par interessante henvendelser om overtagelse af caféen. Det arbejdes der videre med, så caféen stadig kan være en del af Vestsjællandscentret.
Vi gør det her, så jeg både kan have mit fulde fokus på de spændende, sjove og udfordrende opgaver, der ligger i at lave mad til større og mindre selskaber, men også for at jeg kan få lidt mere tid med min familie.
Morten Enøe-Christiansen, ejer af Kok Amok
