For mere end 60 år siden var Brøndby Pop Club et musikalsk fællesskab til gavn for unge mennesker i Brøndby og omegn. I dag har Brøndby så fået et nyt sted til de unge, der vil dyrke musikken og knytte bånd på tværs af bydelene i kommunen.
Fredag blev spillestedet Rav indviet i Kulturhuset Brønden, hvor den store sal gennem de seneste måneder har gennemgået en stor, men også tiltrængt forvandling. Både akustik og lys har fået en opgradering, så det nu er muligt arrangere koncerter med større navne.
Til at at begynde med skal der dog bygges et varigt og mangfoldigt fællesskab op for unge og musikinteresserede ikke bare i Brøndby, men på hele Vestegnen. Og konceptet skulle gerne holde længere end Brøndby Pop Club, der lukkede og slukkede efter knap fire år.
- Kigger vi rundt i Brøndby, mangler der noget mere for unge. En eller anden form for aktivitet, et eller andet sted at tage hen og hænge ud som supplement til fodbold og ungdomsklubben og hvad man ellers kan finde på. Og den undersøgelse viste også, at de unge godt kunne bruge nogle flere kulturtilbud og et sted, hvor de selv kunne få lov til at gribe bolden, fortæller Cecilie Kragesteen Eickworth, der er booker på det nye spillested i Brøndby.
Et supplement
Rav er tiltænkt som et supplement til de øvrige spillesteder på Vestegnen som Forbrændingen i Albertslund og Viften i Rødovre, og musikken bliver til at begynde med centreret om hiphop og de genrer, som udspringer derfra.
- Det er en blandet og bred genre. Vi har egentlig en bred profil, men går særligt ind på hiphop-delen af det. Det kan man også se i vores program, forklarer Cecilie Kragesteen Eickworth, som er booker på det nye spillested i Brøndby.
Målet er at få et bæredygtigt koncept stablet på benene. Derfor gælder det først og fremmest om at få en masse folk ind ad døren, som får en god oplevelse. Det kræver dog også en masse frivillige, og derfor vil folkene bag Rav sikre, at de får nogle gode rammer, så de synes, at det er sjovt og hyggeligt at være der.
- Allerede nu føler jeg, at vi har nået målet med at få god feedback på konceptet fra musikbranchen og venner, vi har rundt omkring. Der er mange, der synes, at det er et sejt koncept, som også har manglet, og det er jo ikke, fordi andre ikke booker hiphop og roots’n’hybrid og alt muligt, men der er måske ikke så mange, der tænker, at ‘nu ejer vi rigtig meget af hiphoppen’ og prøver at sætte fokus på det, også med de upcoming talenter, fortæller Cecilie Kragesteen Eickworth.
Skarp profil
Selvom Rav lige nu har en skarp musik-profil, vil bookeren dog ikke betegne Rav som et niche-spillested.
- Det er en blandet og bred genre. Vi har egentlig en bred profil, men går særligt ind på hiphop-delen af det. Det kan man også se i vores program. Hiphop er en af verdens mest populære musikgenrer. Der er fokus på det i Danmark, men ikke i en grad, hvor der er et spillested, der ligesom ejer det. Det forsøger vi at gøre med den stil, vi har. Det er den moderne lyd, som blander de traditionelle genrer, siger Cecilie Kragesteen Eickworth.
Kunstnerne Lamin, Dejah Makar, Elijah Kashmir og lokale rappere fra Turning Tables stod fredag aften for en storstilet åbningskoncert, da spillestedet Rav officielt fik sin debut.
- Lamin er nok en af de mest populære af de nyeste rapstjerner lige nu, og derfor kunne det være interessant at få dem ud, og det er et navn, som mange unge synes er fedt. Derudover er der to upcoming talenter i Dejah Makar og Elijah Kashmir, som er meget upcoming. De er rimelig nye, men de viser også den lyd og de værdier, som vi har her i Rav-regi, siger Cecilie Kragesteen Eickworth.
Bookeren håber, at Rav kan udvikle sig til at være mere end et spillested. Det skal være en platform, et fællesskab, hvor unge for eksempel kan prøve kræfter med booking og afvikling af koncerter.
- Men det kunne da også være fedt, hvis de havde lyst til at lave en filmaften eller andet for dem og deres venner. Så skal de også have lov til det, lyder det fra Cecilie Kragesteen Eickworth.
En forpligtelse
Brøndby Kommune lancerede i oktober 2017 sin første officielle kulturpolitik. Her fremgår det, at kulturvaner bliver grundlagt tidligt, og de derfor er afgørende, at børn og unge tidligt og kontinuerligt møder og involveres i kultur.
Den forpligtelse har kommunen dog ikke levet op til indtil nu, erkender Rune Erbs Ledet. der er leder af Brøndby Kulturhuse og Biblioteker.
- Det skal vi i langt højere grad gøre, for det er et ønske fra politikerne, blandt andet i Kulturudvalget. Og så mener jeg personligt, at vi skal lave af at tiltrække og fastholde stærke kræfter, og de findes altså i ungdommen, siger han.
Rav et af de tiltag, som skal gøre det mere attraktivt at være ung i Brøndby, og ifølge Rune Erb Ledet er konceptet ikke bundet fast til koncertsalen i Brønden. Han udelukker ikke, at Rav på længere sigt kan rykke ud på skolerne eller stranden, når vejret er til det.
- Det er et dynamisk projekt, og det er pointen med det, at vi skal hen der, hvor de unge er. Det kunne være fedt, hvis det er der, vi ender. Men vi er nødt til at begynde et sted og have en base. Hvis vi har en hule, og den er vi ved at bygge nu, så kan vi tage den derfra, siger han og glæder sig over, at Rav er i gang.
Med tiden håber Rune Erbs Ledet, at konceptet bider sig fast og holder længere, end Brøndby Pop Club gjorde i slutningen af 1960’erne.
- Det er benhårdt arbejde, og vi giver ikke op. Medmindre der kommer nogen og siger, at ikke skal lave det mere, lyder det fra lederen af Brøndbys kulturhuse og biblioteker.