En af Coops dagligvarebutikker i Roskilde vil blive revet ned.
Det oplyser Coop i en pressemeddelelse. Der er tale om Dagli’Brugsen Hedegaardene, som ligger på Klosterengen 58. Og det er planen, at butikken skal erstattes med en helt ny forretning. Det bliver dog ikke en Dagli´Brugsen, men en 365discount.
Grunden til at Coop vil rive ned og bygge nyt er, at bygningen ikke er tidssvarende.
Coop er gået i gang med at undersøge mulighederne for en ny butik. Det bliver entreprenøren NJ gruppen, der nu går i gang med at lave jordbundsundersøgelser og miljøscreening. Og så skal sagen behandles hos Roskilde Kommune.
En nedrivning vil ifølge Coop give plads til en større butik, hvor der er plads til flere varer og bedre parkeringsmuligheder.
Coop sigter efter, at den nye bygning bliver bygget efter særligt høje klimastandarder med delvis trækonstruktioner, varmegenvinding, træfacader og grønt tag, så bygningen bliver så pæn og så bæredygtig som muligt. Desuden gøres der ekstra plads til ladestandere foran butikken.
- Personalet blev onsdag orienteret om planerne for byggeriet, der tidligt kan gå i gang i foråret 2023. Alle medarbejdere garanteres arbejde andet sted i Coop, mens butikken holder lukket, fortæller kædedirektør Maria Beck-Tange.
Hvis alt går, som Coop håber, så kan den nye Coop 365discount åbne inden jul 2023.
