Hørsholm Bibliotek markerer torsdag 29. september kl. 17-18.30 årets ’Klassikerdag’ med et foredrag om den danske forfatter Karin Michaëlis (1872-1950).
På trods af at hun i sin samtid solgte millioner af bøger, og var en aktivist, der kæmpede for kvinders og børns rettigheder, for fred og mellemfolkelig forståelse, er hun alligevel i nutiden en relativt ukendt forfatter.
Mag.art. i litteraturvidenskab, anmelder og forfatter Bo Tao Michaëlis - og barnebarn af Karin Michaëlis’ første ægtemand Sophus Michaëlis - vil fortælle om Karin Michaëlis’ liv og forfatterskab.
Kvindeligt begær
Udgangspunktet for foredraget er erindringsbogen ’Vidunderlige verden’, men derudover vil Bo Tao også tale om hendes mest berømte bog ’Den farlige alder’, der handler om kvindeligt begær med udgangspunkt i den krise, en 40-årig kvinde oplever i forbindelse med overgangsalderen.
Bogen gav Karin Michaëlis et image som skandaleforfatter blandt anmelderne, men den var yderst populær blandt læserne.
Billetter koster 40 kr. og kan købes via bibliotekets hjemmeside.
jesl
