Havdrup: Der har været fart på i 2022 med stigende vækst og mange nye, spændende opgaver, og fra 1. september kan BS Landskabspleje skrive autoriseret kloakmester på sit CV, lyder det i en pressemeddelelse. Det betyder, at virksomheden nu kan imødekomme de mange forespørgsler, som de blandt andet oplever fra kommuner og virksomheder på hele Sjælland.
- Vi har mange anlægsopgaver, som tit også omfatter kloakarbejde, hvor vi tidligere har samarbejdet med en ekstern kloakmester. Ved at trække ekspertisen inhouse kan vi bedre sikre en høj kvalitet og mere fleksibilitet over for alle vores kunder, siger grundlægger og ejer af BS Landskabspleje Benjamin Pless i en pressemeddelelse.
Målet er at opbygge en stor afdeling, der gør det muligt for BS Landskabspleje at varetage anlægsopgaverne fra A til Z. Ideen har været på tegnebrættet et stykke tid og blev en realitet, da den nye kloakmester, Steen Olsen, blev ansat. Samtidig har BS Landskabspleje valgt at ansætte sin tidligere samarbejdspartner, og der vil løbende komme flere nye medarbejdere til.
- Med det setup opnår vi kontinuitet i de opgaver, vi allerede arbejder med. Afdelingen skal samarbejde med vores ansatte rørlæggere, og da vi også har egne slamsugere, har vi allerede et godt fundament for den nye afdeling, fortæller Benjamin Pless.
BS Landskabspleje flyttede i 2020 til egne lokaler i Havdrup. Samme år fik de en Børsen Gazelle-Pris, og i 2021 var de en af de 10 virksomheder i Danmark, der vækstede mest. Den nye afdeling skal nu være med til at indfri målet om yderligere vækst igennem en endnu bedre servicering af kunderne, lyder det videre i pressemeddelelsen.
Virksomheden har cirka 70 ansatte.