Regeringen har sendt en klar opfordring til landets kommuner om at skrue ned for strømforbruget, og i Vestbad kommer det for alvor til at batte i det samlede energiregnskab, at saunaerne i dame- og herreomklædningen fra på onsdag ikke længere kan bruges.
De to saunaer står nemlig samlet for omkring 25 procent af Vestbads strømforbrug.
Bestyrelsen er klar over, at brugerne af Vestbad er glade for saunaerne, og at de vil blive savnet, men situationens alvor er så påtrængende, at der er brug for handling.
”Når vi slukker for noget, som ikke er strengt nødvendigt, så hjælper vi samtidig med til at afbøde konsekvenserne af energikrisen de steder, hvor energien er sværere at undvære. Det tror jeg også, brugerne af Vestbad har forståelse for,” udtaler Brøndbys borgmester Kent Max Magelund, som er næstformand for Vestbad, i en pressemeddelelse.
Wellness-afdelingen er i første omgang ikke berørt, da strømforbruget mere sparsomt, da saunaen i wellness-afdelingen kun åbner i forbindelse med bestilte arrangementer.
“Derfor holdes den mulighed fortsat åben, men det er ikke udelukket, at det bliver taget op til genovervejelse,” oplyser Rødovre Kommune.
Lukningen træder i kraft fra og med onsdag den 21. september, og Vestbad vil derudover løbende undersøge, om der er andre muligheder for at spare på strømmen.
Vestbad blev etableret i 1958-59 og er blevet udbygget i flere omgange. Vestbad ejes af Rødovre og Brøndby Kommuner og ligger på kommunegrænsen syd for Roskildevej i boligområdet Kærene.