Hillerød kommer til at summe af liv og glade dage på fredag den 30. september, når hele bymidten fejrer, at det er 30 år siden, at shoppingcentret SlotsArkaderne åbnede.
Efterårets Late Night står således i SlotsArkadernes tegn, og det bliver markeret både i SlotsArkaderne og rundt omkring i gaderne med masser af aktiviteter, underholdning og konkurrencer.
Og det er på sin plads at fejre SlotsArkadernes fødselsdag, mener Mette Kragh Faurholdt, der er citykoordinator i Hillerød ByForum.
“Hele Hillerød oplevede en markant omsætningsstigning i årene, der fulgte efter SlotsArkadernes åbning, og det er værd at fejre, at vi har skabt en stærk bymidte, der både giver liv og arbejdspladser,” siger hun.
Musik og teater
I samarbejde med Museum Nordsjælland, Hillerød Bibliotek og Lokalhistorisk Arkiv har Hillerød ByForum blandt andet arrangeret en fotoudstilling, der kan opleves hos Gallery ArtTour i Helsingørsgade, om bymidten i Hillerød for 30 år siden.
Den lokale sanger Tobias Strand spiller i gaderne mellem klokken 16 og 18, og på Torvet kan børnene prøve kræfter med en aktivitetsbane og spille floorball med Hillerød Floorball mellem klokken 16.30 og 19.30. Duoen Anja & Eva spiller klokken 18-20, og mellem klokken 17 og 19 er der gadeteater med musik og dans rundt omkring i bymidten.
Der er også mulighed for deltage i en konkurrence og vinde gaver fra en række butikker.
Du kan se hele programmet, og hvilke butikker der er med i konkurrencen, her ...
