Læge holder foredrag om senfølger ved kræft

Kræftens Bekæmpelse har foredrag med læge Mogens Munch Nielsen omkring senfølger.

Hermann Hansen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg, har allerede fået de første tilmeldinger til foredraget.

- Mogens Munch Nielsen er meget vidende. Senfølger kan jo komme op til halvandet år efter kræftbehandlingen, så det er noget, som man skal være opmærksom på, siger Hermann Hansen.

Mange overlever heldigvis kræft-sygdomme i dag, men til gengæld bliver 60 procent af kræftpatienterne ramt af senfølger, som sygdommen eller behandlingen giver.

I Kræftens Bekæmpelse i Kalundborg ønsker man derfor, at sætte fokus på senfølger. Det gør vi med et foredrag med læge Mogens Munch Nielsen, som kommer til Aktivitetscenteret Munkesøen i Kalundborg torsdag d. 29. september, klokken 19.00.

Mogens Munch Nielsen, der til daglig er rådgiver ved Kræftlinjen i Kræftens Bekæmpelse, vil denne aften fortælle om forskellige senfølger – med fokus på de fysiske og mentale senfølger – og ligeledes fortælle om forskning i senfølger samt komme med forslag til, hvad der eventuelt kan gøres for at forebygge, afhjælpe og lindre disse senfølger.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Foredraget er for alle som ønsker mere viden om senfølger; kræftramte, pårørende, politikere, sundhedsprofessionelle og borgere.

Tilmelding kan ske til formand Hermann Hansen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...