I den ene ende af markedspladsen på torvet sad Christine Stampe, baronessen fra Nysø, og nød en sandwich og en øl sammen med – gisp – en luder! Et syn, som nok ville være utænkeligt i den første halvdel af 1800-tallet i Præstø, men som fandt sted under weekendens udgave af “Gyldne Dage” i Præstø, fordi Lisbet Hebo og Annette Vesterholm, klædt ud som henholdsvis adelsdame og glædespige, kender hinanden. For ud over adlen var der jo også dengang letlevende damer i bybilledet.
Ved sidste års udgave af Gyldne Dage, den første af slagsen, optrådte Annette Vesterholm som prostitueret. I år var hun, fortæller hun, steget i graderne til bordelmutter.
- Det var til et informationsmøde, at jeg spurgte, om der ikke var ludere. Og så blev det jo mig, griner Annette Vesterholm.
Hun fortæller, at der ikke langt fra torvet, i Jomfrustræde, i gamle dage lå et værtshus.
- Der kunne mænd få andet end øl, lyder det fra Annette Vesterholm.
Solens bløde efterårsstråler skinnede om lørdagen ned over købstaden, hvor hestepærer på brostenene ud over de spektakulære kjoler og kostumer kun var med til at gøre arrangementet endnu mere autentisk.
Heldig med vejret
Vejrmæssigt var heldet også med arrangørerne om fredagen, da Gyldne Dage begyndte med, at billedhugger Bertel Thorvaldsen, baronesse Christine Stampe, digteren Carsten Hauch og H.C. Andersen fra Nysø kom sejlende fra Nysø ind i Præstø Havn for at blive modtaget med hurra-råb af præstøborgerne. Det var først, da hele forsamlingen sad i Bådehallen og hørte musik, at uvejret brød løs med regn, lyn og torden.
Programmet for Gyldne Dage er spækket med underholdning og aktiviteter. Det er med til at lokke gæster til Præstø. Blandt dem Lene Christensen fra Nørrebro i København, som i foråret har købt sommerhus på Bønsvig Strand. Hun har inviteret veninderne til ”tøseweekend”.
-Der sker hele noget i Præstø. Det er svært at holde styr på, smiler Lene Christensen.
- Vi har lige været på torvet og smagt øl og købt rugbrød og set folkedansere. Det er sjovt at opleve.
Gyldne Dage fortsætter frem til søndag eftermiddag.








