Jan Glerup har i samarbejde med personale og bestyrelse gennem 7,5 år været med til at udvikle Kværkeby Friskole, der for nylig har fejret 10-års jubilæum.
Skolelederen har været med til at løfte skolen fra 56 elever til de nuværende ca. 180 elever. Kværkeby Friskoles bestyrelse vil i den kommende tid i samarbejde med skolens personale finde frem til hvilken profil, den nye skoleleder skal have.
- Det har på rigtig mange måder været meget spændende, udfordrende og givende at være skoleleder på Kværkeby Friskole i 7,5 år. Efter lange og svære overvejelser har jeg besluttet, at jeg nu har behov for at søge imod nye udfordringer, siger Jan Glerup i en pressemeddelelse.
Som skoleleder har han været med til at udvikle friskoles fundament og kultur helt fra bunden.
- Sammen med mange dygtige og dedikerede mennesker har det været noget ganske særligt for mig og jeg vil huske tilbage på dette fælles projekt med taknemmelighed, stolthed og glæde, siger Jan Glerup.
Konstitueret formand for bestyrelsen Charlotte Sperling Nielsen fremhæver Jan Glerups store indsats for Kværkeby Friskole gennem sin tid som skoleleder.
- Vi har været glade for at have ham som skoleleder. Jan Glerup startede hos os som skoleleder i en periode, hvor skolen var meget lille og man sammenkørte klasserne. Nu har vi klasser fra 0.-9. klasse, og er oppe på ca. 180 elever. Vores skole har nu et godt fundament med en stabil økonomi, en god skolekultur, dygtige og kompetente ansatte, påpeger Charlotte Sperling Nielsen.
Jan Glerup stopper først 31. januar 2023, og derfor har friskolens bestyrelse god tid til at finde den rigtige skoleleder, der kan fortsætte det gode arbejde med at videreudvikle skolen.
- Vi er kede af, at Jan Glerup vælger at stoppe som skoleleder, men har fuld forståelse for hans ønske om at prøve kræfter med noget andet. Bestyrelsen og skolens ansatte ønsker ham det bedste i fremtiden, siger Charlotte Sperling Nielsen.

