DEMOKRATI Borgmester Sofia Osmani tog 22. august i den fine stue på Friboeshvile imod en delegation på 20 unge fra 11 europæiske lande samt Israel, Mexico, Taiwan, Tyrkiet og Ægypten, som borgmesteren fortalte om danske kommuners opgaver og ansvar.
De unge var deltagere i Camp Copenhagen, som arrangeres af Rotary-klubberne Skovshoved, Kongens Lyngby og Virum-Sorgenfri.
Lyngby-Taarbæks borgmester fortalte også om ansvarsfordelingen mellem stat og kommuner og forskellen mellem at være med i nationalpolitik og kommunalpolitik.
Der var også mulighed for at stille spørgsmål - og dem var der mange af.
Campen, som startede 13. august og varede 14 dage, havde som hovedtemaer demokrati, miljø og arkitektur og omfattede også besøg i Folketinget, Retten i Lyngby, Carlsbergbyen, Amager Resurse Center, Landbrug og Fødevarer samt DTU, hvortil kommer mere turistagtige ting som Operaen, Christiania og Legoland.
Fik lidt lokalhistorie
Efter mødet med borgmesteren fortalte Stadsarkivar Mette Henriksen om Friboeshvile og viste rundt i parken.
Dagens program sluttede af med grillparty for camp-deltagerne og medlemmer af Virum-Sorgenfri Rotary Klub i spejderhytten Vatelunden i Nærum, hvor campen holdt til. jesl
