I Dansk Industris nye analyse, som kortlægger lokal erhvervsvenlighed i landets kommuner, rykker Gladsaxe Kommune tretten pladser frem på listen og lander på en 27. plads - kommunens bedste placering siden 2014.
- Det er svært at få armene ned, når man ser på en kommune som Gladsaxe, for der er ingen tvivl om, at man her prioriterer erhvervslivets lokale vækst- og udviklingsmuligheder højt. Blandt andet inden for infrastruktur, arbejdskraft og grøn udvikling, udtaler formand for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.
Gladsaxe Kommune scorer især højt i analysen, når det gælder virksomhedernes tilfredshed med kommunens digitale erhvervsrettede service, tilfredshed med bæredygtige og grønne udbud samt kommunale initiativer der bidrager til bæredygtig omstilling i virksomhederne, samt tilfredshed med kommunens indsats og jobcentrenes samarbejde med virksomhederne.
Selvom udviklingen i Gladsaxe Kommune på flere områder går den rigtige vej, er der dog også plads til forbedringer, mener Dansk Industri.
Gladsaxe ligger nemlig i den lave ende af midterfeltet, når det gælder tilfredshed med udbudsproces og betalingsfrister, brug af private leverandører samt hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning og udbuddet af erhvervsgrunde.
Glad for fremgang
Gladsaxes erhvervschef og leder af partnerskabet Gladsaxe Erhvervsby, Karen Brosbøl Wulf, fortæller at hun er rigtig glad for, at kommunen i år er rykket så mange pladser op, selvom placeringerne svinger meget fra år til år.
- Vi er særligt glade for, at vi ligger så højt i forhold at understøtte den grønne udvikling og i forhold til samarbejde med virksomheder i forhold til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Vi vil rigtig gerne løse de udfordringer vi står med i tætte og innovative partnerskaber med virksomhederne. Samtidig er jeg utrolig glad for at se, at der fortsat er rigtig mange virksomheder, som vil anbefale andre at etablere sig i Gladsaxe, siger hun, og tilføjer at kommunen altid kigger på, hvordan man kan gøre det bedre
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er en undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk, DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.