Bagermester: Sådan klarer vi os

- Vi skal nok komme igennem det. Det er jeg sikker på, men jeg tror også, det bliver en hård omgang.

Sådan lyder det fra bagermester René Godborg, som har drevet Munkegårdens Bageri i Ringsted siden 2012, når han forholder sig til den krise, der får bagerier på stribe til at lukke.

Han er tilfreds med dagens melding fra Christiansborg, som betyder, at elafgiften sænkes midlertidigt fra årsskiftet. Derimod er han ikke vild med idéen om at indefryse betalingen af den del af elregningen.

- Jeg er glad for, at de sætter afgiften ned. Det vil vi allesammen have glæde af. Det med at indefryse og udsætte er jeg slet ikke tilhænger af på nogen måde, for det skal betales på et tidspunkt. Hvis du har det dårligt nu, får du det bare endnu dårligere senere, siger bageren.

Voldsom stigning

Elregningen i Munkegårdens Bageri lød i august på 55.000 kroner. Sidste år var den 24.000 kroner, og derudover er der stigende råvarepriser at forholde sig til.

René Godborg vurderer umiddelbart, at sænkelsen af elafgiften kan betyde, at han kan skære op mod 10.000 kroner af elregningen om måneden - beregnet ud fra august.

Selv om det er svære tider, er René Godborg dog fortrøstningsfuld over for driften af bageriet i Sjællandsgade og caféen på Torvet.

- Der er nok 10-20 procent færre kunder, og vi har sat priserne op to gange, men vi kan ikke bare skrue yderligere op for priserne, for så distancerer de sig for meget fra fabriksbrødet, siger René Godborg.

Den 54-årige bager har taget forskellige metoder i brug for at forsøge at tilpasse dagligdagen til den kritiske situation.

Batter ikke nok

Ovne bliver tændt senere, frysere er lukket ned, og forskellige produkter bliver bagt på samme tid for at minimere den tid, ovnene er tændt.

- Men det batter overhovedet ikke nok. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at tjene meget mindre. Det kommer til at gå ud over vores families indkomst, siger bagermesteren, som i den grad gør sit for at holde omkostningerne nede.

René Godborg arbejder således 70 timer om ugen i stedet for at ansætte ekstra personale.

- Det er ligesom under coronaen. Vi havde lige et pusterum, inden den næste krise kom, siger han.

Stor elregning

René Godborg oplyser, at en pakke margarine er steget fra omkring 10 kroner til 20 kroner, ligesom olie er steget fra 9,50 kroner til 19,50 kroner.

Priserne på bagerbrød, kager og andre lækkerier fra bageren er som nævnt sat op et par gange, men de lokale kunder kan glæde sig over, at prisen formentlig holder sig i ro den kommende tid.

- Jeg mener ikke, vi kan sætte priserne mere op nu. Så vil vi blive valgt helt fra. Det kan jeg være bange for, og der skal også helst være noget fornuft i det for kunden, siger René Godborg, der har drevet bagerier i 28 år.

Når kunderne kommet ind i butikken på Sjællandsgade eller caféen på torvet har adfærden også ændret sig.

- Vi kan mærke, når folk bestiller kager, at de som regel vælger en lidt billigere model nu. Der er heller ikke så mange bestillinger af specielle kager. Folk vælger noget, vi har i butikken i forvejen, fortæller bageren.

Det skal nok gå

Flere medier har beskrevet, hvordan to bagerforretninger om ugen må dreje nøglen om. Derudover lider også flere andre lignende forretninger. Senest måtte Benløse Slagteren kaste håndklædet i ringen på grund af de voldsomme elregninger.

Hos Munkegårdens Bageri kan kunderne glæde sig over, at der fortsat er optimisme trods de hårde tider.

Kunderne spørger ofte ind til, hvordan det går med forretningen, fordi de kan læse om andre bagere, der må lukke, fortæller bagermesteren.

- Jeg tager det som det kommer. Jeg er ikke så bange, for det skal nok gå. Vi kan godt skære ned på de dyre ting, men mange støtter op om os og vil have vores brød. Vi skal nok komme igennem det, det er jeg sikker på, slår René Godborg fast.

Munkegårdens Bageri og café har 25 ansatte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...