Arveprinsesse Caroline-Mathilde

Af Mette Henriksen, stadsarkivar med Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Arveprins Knud (1900-1976) og arveprinsesse Caroline-Mathilde (1912-1995) blev gift i 1933. Efter brylluppet flyttede det unge par ind i Kavalerbygningen på Sorgenfri Slot, og da prins Knud var født på slottet, anså han Sorgenfri som sit barndomshjem.

I de følgende år blev familien forøget: I 1935 kom Prinsesse Elisabeth til verden, og i 1940 fulgte Ingolf og prins Christian i 1942.

Prins Knud var uddannet søofficer, og han var blandt andet aktiv i Marineforeningens Kongens Lyngby-afdeling, som blev stiftet i 1944. Marineforeningen holdt til i restaurant Lottenborg, hvor der var indrettet en såkaldt Marinestue med borde, bænke og andet maritimt inventar. Marinestuen blev indviet den 14. januar 1945.

Prins Knud blev udnævnt til foreningens første æresmedlem, og han deltog ofte i foreningens selskabelige arrangementer og bevarede et nært forhold til foreningen frem til sin død i 1976.

Efter prins Knuds død i 1976 fortsatte arveprinsesse Caroline-Mathilde med de traditioner, som var bygget op over mange år, blandt andet deltog hun i Danmarks Fondens uddeling af faner til ungdomsorganisationerne. Hun var også aktiv i basaren på Lottenborg for ”Missionen blandt danske søfolk i fremmede havne” og udførte et stort arbejde både i planlægningen gennem komitemøder på Sorgenfri Slot og på selve basardagen.

På billedet deltager Caroline-Mathilde i en af Marineforeningens basarer med mange fine præmier. Foreningen bød også i vinterhalvåret på torskespisning, gule ærter og julestue – og alt foregik i de hyggelige Marinestue. I juli var der hvert år fugleskydning på Lottenborg – med kåring af en ny fuglekonge.

Billedet indgår i den nye lokalhistoriske udstilling ”LTK – fra A-Å”, som kan ses på Stadsarkivet Frieboeshvile i perioden 7. september – 22. december 2022.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...