Auktion efterlod folkekær skuespiller stolt og glad

Svenske Villa i Bernstorffsparken var fyldt til sidste plads, da der lørdag klokken 14 blev afholdt auktion over 39 af Malene Schwartz’ kunstværker. Auktionarius Jesper Bruun Rasmussen fik travlt med at svinge og slå med hammeren, for købelysten var stor hos de cirka 100 fremmødte, der kunne byde på malerierne både indendørs og udendørs i det gode vejr.

Auktionen, hvor det på forhånd var aftalt, at hver en krone skulle gå til Røde Kors’ arbejde med at hjælpe de ukrainske flygtningebørn, indbragte hele 93.400 kroner, et pænt stykke over vurderingen på 88.000 kroner.

“Jeg er så begejstret, så taknemmelig over, at det gik, som det gjorde. Det var heldigvis en kæmpe succes. Jeg er stolt over, at jeg kan aflevere så mange penge til Røde Kors,” siger en glad og lettet Malene Schwartz, da vi fanger hende over telefonen. Og hun tilføjer:

“Jeg er virkelig glad for, at mine malerier, som jo nærmest er en slags børn for mig, har gjort en god gerning.”

På spørgsmålet, om hun nu har fået blod på tanden og fået lyst til at sælge flere malerier, griner den folkekære skuespiller, som mange stadig forbinder med rollen som Maude Varnæs i Matador.

“Jamen, jeg har ikke flere malerier nu. Nu kan jeg starte forfra, og det kan jo godt tage en rum tid, før jeg har en samling igen.”

Malene Schwartz lægger ikke skjul på, at hun var nervøs for, om der overhovedet ville dukke nogle mennesker op til auktionen og om de ville være interesserede i at byde på hendes kunst, som hun ikke før har delt med omverden.

“Der var en fantastisk stemning i Svenske Villa, så jeg var fyldt med stolthed, glæde og lettelse, da resultatet lå klar,” siger hun.

Manden, der fik Malene Schwartz overtalt til at sætte sine billeder til salg på en velgørende auktion - Gentoftes tidligere borgmester Hans Toft, der samtidig er bestyrelsesformand for Svenske Villa - er også en glad mand.

“Det var en rigtig hyggelig eftermiddag. Jeg og de frivillige i Svenske Villa var rigtig glade for at være en del af auktionen. Og vi er glade for det flotte resultat,” siger Hans Toft.