- Vi stod lige og snakkede, inden du kom. Vi talte om, at det ligner noget, vi plejer at se i udviklingslande, når der har været jordskælv.
Ordene kommer fra Rune Grimsbo, ansvarlig for vejafvanding i Roskilde Kommune. Han har ikke set så voldsomt et regnskyl i sin tid i Roskilde Kommune som det, der faldt lørdag den 27. august.
Han står ved Sct. Gertruds Kilde ved indgangen til Byparken. Her er vejen “forsvundet” oven på forrige lørdags monsterregn, som et enkelt sted i Roskilde blev registreret som en 228-års hændelse.
- Den korte forklaring på, at vejen er vasket væk, er jo, at der løb mere vand i rørene, end rørene kunne rumme. Frederiksborgvej er det, vi kalder en skybrudsvej. Det er her, vi vil have vandet fra bymidten til at løbe ned til havnen. Men rørene er dimensioneret til at klare 10-års hændelser, forklarer han.
Og så kan de fleste jo nok regne ud, at vandet løber der, hvor det kan.
- Under en monsterregnshændelse i København registrerede man for år tilbage et af de store, tunge kloakdæksler blive skudt op i 5. sals højde. Det førte til, at det blev besluttet, at alle kloakdæksler skulle skiftes til nogle med lås, så dæksel og karm hang sammen. Men det betyder så nu, at vandet finder andre veje fx mellem karmen og resten af brønden. Det er, hvad der er sket på Frederiksborgvej og også på en anden af vores skybrudsveje, Kong Valdemarsvej, fortæller Rune Grimsbo.
De mest generende huller på Kong Valdemarsvej blev hurtigt lavet, og i denne uge er turen kommet til Frederiksborgvej.
- Det er Fors, som skal udbedre, da kloakkerne er deres, så aftalen er, at vi her på Frederiksborgvej får lavet det store område, hvor asfalten er brudt sammen, og vi har måttet spærre af. Det gælder også der, hvor vi har spærret af i krydset ved Sankt Ibs Vej og Frederiksborgvej, siger Rune Grimsbo.
