Hillerød Ungdomsskoles hold starter op fra den 19. september.
Optakten af den nye sæson markeres af to VIP-arrangementer på Nordre Jernbanevej - det ene blev afholdt 8. september, og det andet finder sted på torsdag den 15. september.
VIP-arrangementerne retter sig mod Hillerøds 7. klasseelever, som dermed bliver introduceret til ungdomsklubberne og undervisningshold og bliver bekendt med alle ungdomsskolens tilbud til de unge.
Til VIP-arrangementerne har klubmedarbejderne gennemført en række aktiviteter som basket, spil, konkurrencer, bordtennis og neglebod.
“Vi håber, at disse to arrangementer samt udsendelsen af vores program har vækket de unges lyst til at opnå øget trivsel gennem deltagelse i forpligtigende lærings- og dannelsesfællesskaber,” skriver ungdomsskolen i en pressemeddelelse.
KRAM-fester
Fredag 23. september starter Hillerød Ungdomsskoles 15. sæson med KRAM-fester. Disse fester bliver arrangeret af og for unge fra henholdsvis 7. og 8. klasse, og der deltager normalt mellem 150 og 300 unge fra Hillerød Kommune til KRAM-festerne.
Hvert år danner ungdomsskolen et hold af elever fra alle byens folkeskoler. Holdet har til opgave at sikre, at der er aktiviteter, musik, dans og konkurrencer, som er attraktive for deres venner fra skolen, til KRAM-festerne. Den 23. september er der for eksempel Hawaii-tema med blandt andet kokosnødbowling, hulahop og Just Dance-konkurrencer på programmet.
Dette hold kaldes KRAM-piloterne, og de får gennem to år en lille projektlederuddannelse, hvor de tilegner sig et væld af kompetencer samt afprøver en række værktøjer til at idéudvikle, konkretisere og udføre forskellige tiltag.
KRAM-festerne er en del af det forebyggende arbejde i kommunen, hvor de unge kan øve sig i at feste i trygge og sikre rammer uden tobak og rusmidler af nogen art. Op til 15 medarbejdere og frivillige hjælper med at sikre den gode stemning sammen med KRAM-piloterne.
“Vi er spændte på at møde de unge, der oven på de sidste års Corona-pandemi forhåbentligt er friske på at risikere at få nye venner og bekendtskaber på tværs af hele kommunen. Hermed også en opfordring til de unges forældre om at bakke op om vores hold, klubber, fester og aktiviteter,” skriver ungdomsskolen.
Se mere på www.ungdomsskolen.dk. Det er stadig muligt at tilmelde sig ungdomsskolens fritidshold.
Mdt
