Haslev Gymnastik Forening skyder en ny sæson i gang mandag den 5. september, hvor holdet Motionsdamer, der træner i Sports-hallen Vesterled, hvor træningen foregår i hallen. Til den ugentlige træning indgår der bl.a. opvarmning til god musik, balanceøvelser, konditions- og styrketræning med bl.a. redskaber som bolde.
Motionsherrer træner også om madagen men først fra kl. 20.00 og i drengegymnastiksalen på Sofiendalskolen. Den ugentlige træning indeholder bl.a. opvarmning, en blanding af kondi- og styrke-træning, sved på panden, leg og herefter er der mulighed for at fortsætte med at spille volleyball i en lille times tid.
Tirsdage klokken 11.30 i Haslev Hallen, hal C starter holdet Zumba Gold 2 op. Foreningen har valgt at fortsætte med to zumbahold, da der har været stor efterspørgsel efter holdet om torsdagen, og der er dermed to forskellige ugedage at vælge imellem. Indholdet på Zumba Gold holdene vil være identisk og for samme målgruppe.
Tirsdag klokken 19.30. starter holdet med Ballroom Fitness for både mænd og kvinder også kaldet »vild med dans« i pigegymnastiksalen. Til Ballroom Fitness behøver man ingen dansepartner. Dans handler nemlig om livsglæde og alle bliver glade af at danse. Det er dog vigtigt, at sålerne på skoene kan glide, så det ikke belaster deltagernes knæ.
Onsdag klokken 17.15-18.00 fortsætter holdet med Vedligeholdelsestræning for mænd og kvinder og det henvender sig primært til Motionsherrer/damer, der gerne vil have en mere afdæmpet motion og kortere træningstid.
Onsdag fra kl. 18.30 er der Linedance for begyndere og det danses fortrinsvis til countrymusik, men kan danses til al slags musik da der indgår mange forskellige stilarter.
Torsdag er der mulighed for at spille Floorball, der i denne sæson er flyttet tilbage til Sportshallen Vesterled. Der trænes fra kl. 11.00-1200, og er man i tvivl om holdet er noget for en, så kontakt foreningen for en prøvetime.
Zumba Gold 1 for træner torsdag fra 10.30 i Haslev Hallen, hal C. Holdet er specielt danseprogram, der er lavet for de aktive ældre, begyndere og alle dem der har brug for at det går lidt langsommere end til en normal Zumba time.
Som noget nyt er der i denne sæson også et hold med almindelig Zumba, som er for dem, der gerne vil have lidt mere fart over feltet. Holdet starter først fra torsdag den 15. september klokken 18:00 i pigegymnastiksalen på Sofiendalskolen. Foreningen opfordrer til at medbringe tøj, men kan bevæge sig i samt sko med en glat sål, så man kan glide, når man drejer rundt.
Fra mandag den 24. oktober er der mulighed for at deltage i Yoga for begyndere på Sofiendalskolen fra klokken 16.45. Stilarten er Hatha Yoga, og undervisningen vil forgå i et roligt tempo, så am lærer, hvordan yogaøvelserne udføres korrekt.
Man kan tilmelde sig hold og læse mere på foreningens hjemmeside www.haslevgf.dk