Hillerød-par flytter deres møbelbutik til hjembyen

Der er godt fyldt op med både sofaer, spiseborde, spisestuestole og lænestole i de kæmpestore lokaler på Carlsbergvej 32, hvor Møbelbørsen gør klar til at slå dørene op på lørdag 1. oktober.

Møbelbørsen åbnede i Frederikssund i 2018 - men er nu rykket til indehaverparrets hjemby Hillerød, og de har købt godt ind til åbningen.

“Det er et super spændende hus med en god beliggenhed. Det er helt usammenligneligt med vores lokaler i Frederikssund. Her har vi virkelig pladsen til det helt store sortiment,” siger Michael Larsen, som driver Møbelbørsen med sin hustru Marianne Larsen.

Gerne til Hillerød

Flytningen kom i stand, efter at Møbelbørsens lokaler i Frederikssund blev solgt, og den nye ejer havde andre planer for ejendommen. Parret så pludselig ind i at stå uden tag over hovedet til deres virksomhed i den nærmeste fremtid. De kiggede efter nye lokaler i Frederikssund, men kunne ikke finde nogen med den rette størrelse og gik faktisk med overvejelser om helt at lukke. Men først på året kom det frem, at ’Møbler med Bo Bedst’ lukkede efter seks år på Carlsbergvej - og så kom lokalerne i spil til Møbelbørsen.

“Det var meget kærkomment. Vi ville gerne til Hillerød, fordi vi bor i byen og har boet her stort set hele vores liv, men også fordi Hillerød ligger rigtig godt i forhold til oplandet. Her får vi fat på folk fra mange forskellige byer i hele området,” siger Michael Larsen.

Ekstra plads

I Frederikssund rådede Møbelbørsen over 1.200 kvadratmeter, og nu har de vokseværk og kan brede deres sortiment ud på hele 4.500 kvadratmeter, inklusiv lagerplads. Så i de nye lokaler er der både plads til de ekstra lange plankeborde og sofaen, hvor flere end 10 mennesker kan slænge sig.

Møbelbørsen fortsætter deres koncept, som er en blanding af restpartier, demo-modeller og udgåede modeller, som de så sælger videre til kunden til en rimelig pris. De har samtidig et stort udvalg af genbestillingsvarer.

Det er ikke brugte møbler, men pæne, nye varer af en rimelig kvalitet, understreger Michael Larsen:

“Når vi snakker restpartier med videre er der kun de varer, du ser i butikken. Her vil man ikke kunne lave om på farven på stoffet eller lignende, for der er kun den ene sofa eller lænestol. Det hænger godt sammen med Møbelbørsens slogan, ’det du ser i dag – er der måske ikke i morgen’,” siger han.

Nostalgisk

Michael Larsen har en lang fortid i møbelbranchen. Han arbejdede i branchen i 13-14 år, inden han kom over i lokalavisbranchen, hvor han også var 13-14 år, blandt andet som markedsdirektør i Politikens Lokalaviser, som Hillerød Posten var en del af. I 2018 vendte han så tilbage til møbelbranchen og åbnede Møbelbørsen. Ideen om at opkøbe og sælge restlagre, kombineret med genbestillingsvarer, havde han haft i tankerne længe, og nu blev den til virkelighed.

Faktisk er der en lille krølle på historien, når han slår dørene op for sin møbelbutik på Carlsbergvej. For i de selvsamme lokaler var han for 25 år siden med til at åbne Idémøblers tidligere butik, da han som butikschef i Helsingør hjalp til på åbningsdagen.

“Så det er faktisk lidt nostalgisk at være tilbage,” siger han med et smil.

Møbelbørsen inviterer til ’Grand opening’ med rabatter og lidt til ganen lørdag 1. oktober.

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...