VÆRLØSE: Det er svært at forestille sig i dag, men under Den Kolde Krig var Flyvestation Værløse den største arbejdsplads på Sjælland. Op imod 5000 ansatte havde deres daglige gang indenfor hegnene, som skulle holde Warszawa-pagtens spioner ude.
Alene brandstationen beskæftigede omkring 100 mand. Torben Stevnsborg arbejdede på Flyvestation Værløse i 1970´erne og nærer en dyb kærlighed til stedet.
Torben havde næppe nogen anelse om, hvad han satte gang i, da han i 2015 sammen med Michael Høstrup tog initiativ til at restaurere en gammel ambulance med en ganske særlig betydning. Flyvevåbnet var først til at videreudvikle på ambulancetjeneste og inspirerede dermed civilsamfundet til at indføre hjerteambulancer.
I dag står ambulancen side om side med syv andre historiske køretøjer i Shelter 207. Foreningen Total Forsvars Center Værløse nusser og pusler om køretøjerne.
- Det her er nørderi på højt plan. Det handler om kærlighed til det, vi roder med og kærlighed til Flyvestation Værløse, siger Torben Stevnsborg.
TFCV er delt i to foreninger. 15 medlemmer udgør den aktive del, som passer køretøjerne og shelteren. Dertil kommer en støtteforening med ca. 300 medlemmer. Naturstyrelsen ejer Shelter 207 og lejer det ud til foreningen på særlige vilkår.
Onsdag eftermiddag var en særlig dag for TFCV. Foreningen modtog et udrykningskøretøj – en såkaldt Universalsprøjte U2. Ligesom alle de andre køretøjer ejes den af Forsvaret.
De to tilsvarende har været i tjeneste på Flyvestation Værløse, hvor de blev brugt til udrykninger sammen med den Crashtender, som foreningen i forvejen råder over. Det her er virkelig godt grej. U2en kommer med alt udstyr intakt, siger Torben og klapper kærligt U2en.
Udrykningskøretøjet tager plads ved siden Airevag ambulancen, akutbilen, intensiv ambulancen, lægeambulancen, Ground support bilen ), og en Dodge Power Wagon - ambulance fra 1951 - som lige nu er ved at blive samlet. Inde bagved finder man endda en samling af motorcykler fra Politimuseet.
Torben har allerede fået øje på næste køretøj.
-Vi har søgt om at få en rigtig akutbil. Vi håber, at en virksomhed fra lokalsamfundet vil donere, siger Torben Stevnsborg.
TFCV udfylder nemlig en rolle på Flyvestation Værløse. Man står for førstehjælp ved Storeflyvedag og Flyvestationen på hjul, og sker der en ulykke et eller andet sted på Flyvestation Værløse, så rykker TFCV ud.
- Vi har et samarbejde med Region Hovedstaden om akutberedskabet. Hvis der sker en ulykke på Flyvestation Værløse, rykker vi ud med en mand til førstehjælp og en anden vil sørge for at guide ambulancen ind det rette sted, for det er ikke nemt at finde rundt på Flyvestation Værløse, fortæller Torben Stevnsborg.
Der er motorforbud på Flyvestation Værløse, men TFCV har tilladelse til at benytte to af deres køretøjer i forbindelse med beredskabet.
- Flyvestationen bruges af rigtigt mange mennesker og der sker tit ulykker. Vi rykker ud cirka en gang om måneden, forklarer Torben Stevnsborg,
Potentiale for mere
Torben Stevnsborg ser gode muligheder for, at Shelter 207, kan udbygge sin rolle.
- I 2021 havde vi besøg af fire skoleklasser fra Hørsholm, og Ballerup Kommune har lavet 15 ture herud. Vi håber, at det kan udvikle sig til et formidlingscenter. Men det drives på frivillig basis og der er altid problemer med økonomien, fortæller Torben Stevnsborg.
Hvis man vil opleve de flotte køretøjer, så er der rig lejlighed til det. TFCVs medlemmer er ofte tilstede og så kan man bare kigge ind.
Hver den første søndag i måneden klokken 13 til 15 er der åbent hus.


