Det er syv en halv måned siden, at en 59-årig mand blev varetægtsfængslet for vold, trusler og flere tilfælde af hærværk begået med økse i Roskilde.
Den varetægtsfængsling er blevet forlænget gentagne gange, men nu er der sat en dato for, hvornår den 59-årige kan få afgjort sin sag.
Torsdag blev hans varetægtsfængsling for sidste gang frivilligt forlænget med fire uger, inden sagen kommer for byretten den 25. oktober. Til den tid vil der være gået otte en halv måned, siden han blev varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør den 10. februar. Der er sat to retsmøder af til sagen, som bliver afgjort den 31. oktober.
Den 59-årige boede på et socialpsykiatrisk bosted på Sct. Hans, da der hen over tre uger blev begået flere tilfælde af øksehærværk mod blandt andet retspsykiatrien, skadestuen i Roskilde og 7-Eleven på stationen. Hans optræden tydede ikke på, at han var ude på at skade nogen, men i et tilfælde eskalerede situationen alligevel i vold.
Ved grundlovsforhøret nægtede den 59-årige nægtede sig skyldig, til trods for at talrige beviser pegede i hans retning.