De vandt quizzerne

På Villabyerne syntes vi, at antallet af saglige debatter på Gentofte Mødes var så stort, at vi lige så godt kunne finde på noget, der var en smule mere løssluppent i den del af Mødestedet, hvor vi holdt til.

Derfor fandt vi på hele to quizzer i år. En skriftlig quiz, vi kaldte ’Kend din by og kend din avis’ med 13 spørgsmål, der enten handlede om Gentofte eller om Villabyerne, byens lokalavis gennem de seneste 116 år.

Det blev Hanne Cortsen, der med 11 rigtige vandt quizzen og dermed et gavekort på 500 kroner til vin- og viktualieforretningen Holger Frederiksens Eftf. på Ordrupvej.

Der var kun to spørgsmål, hvor Hanne Cortsen snublede. Vi spurgte på hvilken gade, Villabyerne lå, før vi flyttede til Ordrupvej. Her svarede hun ’Lyngbyvej’ - hvor vi faktisk ganske rigtigt tidligere har ligget - men vi flyttede altså fra Jægersborg Allé.

På spørgsmålet hvilket tilnavn, Villabyerne fik under den berygtede redaktør Virtus Schade, svarede Hanne Cortsen ’Villabyernes Blad’ - hvilket vi skam også har heddet, men det var nu helt officielt. Nej, tilnavnet under den farverige redaktør var ’Vilddyret’.

Vi skylder at nævne, at der var to andre, der også havde 11 rigtige: Annemarie (efternavn ukendt) og Katrine Rud, så vi måtte trække lod for at finde en vinder.

Den svære filmquiz

Sammen med Gentofte Kino havde Villabyerne også forberedt en stor filmquiz, som de fleste af deltagerne vist mente var lidt for svær.

Her blev den suveræne vinder Lærke Harbo, lederen af Byens Hus, der blev rigtig glad, da vi overbragte hende nyheden.

“Fedt. Så godt. Jeg kommer netop fra bestyrelsesmøde, bl.a. sammen med Benny fra Gentofte Jazzklub, som kunne fortælle, at han blev nr. 2 i quizzen. Så der var jo kun et spinkelt håb tilbage om en sejr. Så den er jeg virkelig glad for. Og Benny er selvfølgelig den første, jeg vil fortælle den gode nyhed til. Og så glæder jeg mig meget til et snarligt besøg i Gentofte Kino. Og tak for det sjove indslag til Gentofte Mødes,” lød det fra Lærke Harbo, der kunne høste fire fribilletter til Gentofte Kino.

På andenpladsen kom ganske rigtigt Benny Moeslund, mens Lars Thomsen tog sig af tredjepladsen. De får begge to fribilletter til Gentofte Kino.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...