Næstved bliver årets Grand Prix By 2023. det har DR og Arena meldt ud her tirsdag morgen.
Lørdag den 11. februar sender DR Dansk Melodi Grand Prix direkte fra Arena Næstved, når danskerne skal stemme om, hvilken sang der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Storbritannien til maj.
Lørdag den 18. februar gælder det børnenes MGP og det foregår også i arenaen i Næstved.
Hele kommunen
I Næstved står man sammen om byens store begivenheder, og både borgmester Carsten Rasmussen (S) og direktør i Arena Næstved Jakob Brixvold glæder sig over at være værter for de to melodiske fester i februar 2023.
- Hele kommunen trækker i festtøjet, og hvis vi selv skal sige det, så er Næstved det oplagte valg, for vi har udklækket to grandprix-vindere: Fra Næstved Musikskole sangerinde og skuespiller Flora Ofelia, som vandt børnenes MGP i 2015, og fra Næstved Ungdomsskole trommeslager Ihan Haydar, som har vundet Dansk Melodi Grandprix i 2012 og sørme også i 2022, siger borgmester Carsten Rasmussen.
Professionelt samarbejde
Arena Næstved kommer til at være et festligt midtpunkt for alle der holder af Melodi Grand Prix og MGP, og direktør Jakob Brixvold forsikrer, at der bliver fest i gaden.
- Der ligger et par års forarbejde i at få en begivenhed som denne i hus, siger han.
Han synes, et er skønt at konstatere, at arenaen som venue nu er i en liga, hvor de i et professionelt samarbejde med DR skal skabe to fantastiske events for publikum, kunstnere og hele den store produktion et Melodi Grand Prix består af.
Stærk tradition i DR
Dansk Melodi Grand Prix har 60 år på bagen, og ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, Gustav Lützhøft, lægger vægt på at Melodi Grand Prix’et sammensættes af et bredt felt af kunstnere og musik som afspejler den danske kultur- og musikscene lige nu.
- Dansk Melodi Grand Prix samler os på tværs af generationer og smag. Derfor er det igen i år ambitionen at skabe et show, der bringer danskerne sammen, siger han.
De otte sange præsenteres i det nye år, ligesom værterne til showet meldes ud senere på efteråret.
Næstved er Årets Grand Prix By 2023, og i ugerne op til Dansk Melodi
Grand Prix vil der være forskellige kulturelle arrangementer for både
børn og voksne. Programmet præsenteres i det nye år.
Billetsalget begynder i november og både Melodi Grand Prix og MGP
kan ses på DR1 og DRTV.
I 2022 havde Dansk Melodi Grand Prix 998.000 seere fordelt på DRTV og DR1.


2021 - Studie 5 i DR Byen (pga. Covid 19)
2020 - København, Royal Arena
2016 - Horsens, Forum
2014 - Odense, Arena Fyn
2013, 2017, 2019 & 2022 - Herning, Boxen
2012, 2015 & 2018 - Aalborg, Gigantium
2011 - Ballerup Arena

