Topklubberne i fodbold har fire økonomiske ben at stå på: Sponsorer, tv-penge, entreindtægter og spillersalg.
Entreindtægter udgør den mindste del. Lyngby Boldklub skal have ca. 2.700 tilskuere gennem tælleapparaterne for break-even, og med ca. 4.500 tilskuere i gennemsnit i år giver det et pænt, men ikke prangende overskud.
Sponsorbeløb og tv-penge er nogenlunde forudsigeligt (det sidste dog afhængigt af placering i rækken), mens spillersalg er den store ubekendte faktor. Det ene år er der tale om tocifrede millionbeløb, det næste år blot et par millioner kroner. Et godt, gammelt eksempel er salget af Carsten Fredgaard til Sunderland for 16 millioner kroner tilbage i 1999. Det pyntede gevaldigt på regnskabet det år.
Netop derfor bruger Lyngby Boldklub mange millioner på sit fodboldakademi i bestræbelserne på at udklække åbenlyse talenter, både til Superligaholdet, men især med salg for øje. Kan man hvert år sælge 3-4 spillere til udlandet for millionbeløb, kommer der sorte tal på bundlinjen i regnskabet.
Hos naboerne i FC Nordsjælland har man udviklet talentarbejdet til perfektion, og dér er spillersalg til 30-60 millioner ganske normalt. I Lyngby er man foreløbig tilfreds med mindre, som for eksempel da man i 2017 solgte 18-årige Jens Odgaard til Inter for 10 millioner kr. og Magnus Warming til Torino i 2020 for et lignende beløb.
Men hvordan er det så gået de Lyngby-spillere, der har fundet udenlandske ejere?
Det Grønne Område har kigget på spillerhandler inden for de seneste fem år, og resultatet er meget forskelligt. Nogle har klaret sig godt, andre er blevet kastebold med forskellige lejeophold og et par stykker måtte en tur hjem til Danmark for at kickstarte karrieren.
Odgaard og Winther
Jens Odgaard blev solgt til Inter i 2017 for 10 millioner kr. Her spillede han på den italienske storklubs ungdomshold og fik ikke en eneste kamp i Serie A, og året efter blev han solgt til Sasssuola.
Det blev til en enkelt kamp for angriberen, inden han blev udlejet til først Heerenveen, siden Lugano og Pescara og til sidst Waalwijk, hvor han endelig fik succes med 19 kampe. Det gjorde, at hollandske AZ Alkmaar i 2022 skrev en 4-årig kontrakt med Jens Odgaard, som har fået øjeblikkelig succes på holdet. Flere hollandske kommentatorer undrer sig over, at han ikke kunne bruges i Italien.
Lyngby Boldklub solgte i 2020 forsvarsspilleren Frederik Winther til Augsburg for et tocifret millionbeløb. Inden han tiltrådte i den tyske Bundesligaklub, spillede han videre for Lyngby i 17 kampe på en lejeaftale.
Inden salget var der også stor interesse for Frederik Winther fra andre europæiske storklubber, bl.a. Ajax, PSV, RB Leipzig og Red Bull Salzburg.
Frederik Winther er foreløbig kun noteret for fire kampe for Augsburg, som han har kontrakt med til sommeren 2025.
Hebo og Kristensen
Midtbanespilleren Mathias Hebo Rasmussen har i to omgange repræsenteret Lyngby Boldklub.
Han fik Superligadebut for FC Nordsjælland i 2014 og spillede senere i FC Fredericia, Lyngby, Vejle og Silkeborg, inden han igen dominerede midtbanen i Lyngby fra 2020-2021, hvor han blev købt af polske Cracovia i en millionhandel.
Mathias Hebo er blevet stamspiller i Cracovia, scorer mål og er flere gange blevet valgt til Rundens hold.
Forsvarsspilleren Sebastian Kristensen var kun 16 år, da han i 2019 blev solgt til Everton på en 3-årig kontrakt.
Her blev det til kampe på U18-holdet og to kampe på U23-holdet, men ingen kampe på førsteholdet, og da kontrakten udløb i sommer, blev den ikke forlænget.
Sebastian Kristensen var herefter til prøvetræning i OB, Leicester og Burnley, inden han fik kontrakt i Cardiff City i den næstbedste engelske række.
Kornvig og Marcussen
Midtbanespilleren Emil Kornvig har haft en omskiftelig tilværelse. Han blev i 2021 solgt til Spezia i Serie A, men nåede aldrig til Italien, fordi han med øjeblikkelig virkning blev sendt på lejeophold i SønderjyskE, der har samme ejer som Spezia.
Han spillede 23 kampe for SønderjyskE, der endte med at rykke ud af Superligaen, og 1. september i år startede Emil Kornvig på en lejeaftale i Cosenza, der spiller i den næstbedste italienske række.
Også Gustav Marcussen måtte en tur tilbage til Danmark, efter at hans nye klub, Uerdingen 05, kom i økonomisk uføre.
Det startede ellers godt i Uerdingen, der købte Gustav Marcussen af Lyngby i 2020. Angriberen blev fast mand på holdet, men efter det økonomiske kollaps samme år skiftede Gustav Marcussen til Silkeborg på en kort kontrakt. Men den blev ikke forlænget, og så skiftede han i 2022 til Fremad Amager på en fri transfer.
Warming og Kjærgaard
Magnus Warming fik som 16-årig superligadebut for Brøndby IF i en kamp mod Lyngby.
Siden blev han udlejet til sin barndomsklub Nykøbing, inden Lyngby i 2019 købte ham fri af Brøndby.
I Lyngby bed han sig fast i startopstillingen og blev året efter solgt til Torino F.C. Her fik Magnus Warming fem kampe, inden han i 2022 blev udlejet til tyske SV Darmstadt i 2. Bundesliga, hvor angriberen foreløbig er noteret for ni kampe som indskifter.
Fortællingen om Maurits Kjærgaard er en ægte succeshistorie.
Den relativt ukendte Lyngby-spiller blev i en alder af 16 år i 2019 solgt til Red Bull Salzburg for den største transfersum i 20 år i Lyngby Boldklubs historie.
I perioden 2019-21 var han udlejet til RB Salzburgs satellitklub, FC Liefering, inden han tilbage i RB Salzburg den 8. marts 2022 blev den yngste dansker til at score i en kamp i Champions League. Målet hjalp dog ikke meget, for Bayern München vandt 7-1.
Højt mod nord
Man behøver ikke være topspiller for at få en kontrakt i udlandet – hvis man vel at mærke er tilfreds med at lande i Island, Norge eller på Færøerne. Det er der flere eksempler på blandt tidligere Lyngby-spillere.
Lasse Petry spillede i Lyngby et års tid år, men fik ikke forlænget sin kontrakt og skiftede i 2019 til Valur Reykjavik, hvor han har spillet siden.
Kristian Lindberg kom efter kontraktudløb i Lyngby til FC Nykøbing, inden turen i 2022 gik videre til IA Akranas, der ligger sidst i den bedste række i Island.
Svenn Crone kom til Lyngby fra Silkeborg i 2021, men blev solgt til Brann i den næstbedste norske række et år før kontraktudløb.
Sidste mand nordpå er Patrick da Silva, som i 2020 fik ophævet sin kontrakt på grund af blufærdighedskrænkelse af en 14-årig pige på nettet og efterfølgende blev idømt 14 dages betinget fængsel.
Patrick da Silva kom til Tårnby FF, inden han i år underskrev en 1-årig aftale med KI Klaksvig på Færøerne.
Gik glip af millioner
Mange andre tidligere Lyngby-spillere er for alvor slået igennem i udlandet, men de var desværre forinden skiftet til andre danske klubber, så her gik Lyngby glip af store transfersummer.
Et eksempel er Mikkel Rygaard, der i 2018 forlod Lyngby til fordel for FC Nordsjælland, da han på grund af Lyngbys skrantende økonomi ikke havde fået udbetalt løn. I 2020 blev Mikkel Rygaard solgt til Lodz i den næstbedste polske division på en 3,5 års kontrakt.
Også backen Casper Højer Nielsen forlod Lyngby over hals og hoved i den tumultagtige periode, hvor konkursen truede og spillerne ikke fik løn. Han kom til Lyngby fra FC København i 2014 og skiftede til AGF i 2018. Her nåede han 11 kampe, inden han i 2021 blev solgt til Sparta Prag, hvor han har haft svært ved at gøre sig gældende.
Også Bror Blume skiftede til AGF i 2018. Her fik han 107 kampe, inden han i 2021 blev købt af WSG Tirol i den østrigske Bundesliga, hvor han har svært ved at spille sig til en stamplads.
Et andet eksempel lidt længere tilbage i tiden er Anders ’AC’ Christiansen, som FC Nordsjælland solgte til Verona i 2015, og som siden har optrådt for Gent og Malmø FF. De to første steder uden den store succes, mens opholdet i Malmø FF har været én lang optur for Anders Christiansen, der nåede 60 ligakampe for Lyngby inden skiftet til FC Nordsjælland.
Der var heller ingen penge til Lyngby, da man sagde farvel til Christian Gytkjær, som i 2010 skiftede på en fri transfer til FC Nordsjælland. Den tidligere Lyngby-angriber er i dag i italienske A.C. Monza i Serie A efter mellemstationer i Haugesund og Rosenborg i Norge, 1860 München i Tyskland og polske Lech Poznan.
Og endelig er der Emre More, der spillede U19 fodbold i Lyngby, som dog ophævede hans kontrakt efter flere disciplinære problemer. Han skiftede til FC Nordsjælland, som i 2016 solgte Emre More til Borussia Dortmund for ca. 80 millioner kroner. Emre More fik ikke succes i tysk fodbold og har siden været forbi spansk, græsk og tyrkisk fodbold. I dag spiller han for tyrkiske Fenerbahce.
Derimod fik Lyngby fuld betaling for Yussuf Poulsen, som Lyngby i 2013 solgte til RB Leipzig, hvor angriberen indtil videre har spillet 262 kampe og scoret 38 mål.
