Længe ventet besøg fra tysk venskabsby

I flere år har underviserne og eleverne på Slotshaven Gymnasium i Holbæk glædet sig til, at de igen - efter corona - kunne få besøg fra deres tyske venskabsskole. Og i år skete det så endelig.

Venskabsskolen fra Celle i den tyske delstat Niedersachsen hedder Berufsbildende Schulen 1, og svarer til handelsgymnasiet i Danmark. Samarbejdet udspringer af, at Holbæk og Celle engang var venskabsbyer, og det venskab er altså blevet bibeholdt skolerne imellem.

Udvekslingsprogrammet blev genoptaget i efteråret 2021, primært takket være Slottets tysklærer Ibeth Axeltoft Hansen, der har været den helt store primus motor på projektet. Først foregik det virtuelt over Teams, så eleverne kunne lære hinanden at kende, og efterfølgende var de danske elever på besøg i Tyskland.

Denne gang var det dog de tyske elevers tur til at rejse til Danmark, og da klokken ringede ind mandag den 29. august deltog de tyske elever i tyskundervisningen på Slottet, og efterfølgende var der velkomstfrokost for alle involverede - såvel undervisere som elever.

Efter frokosten viste gymnasiets rektor Brian Juul de tyske elever rundt på Slotshavens gange og dagen sluttede af med en tur rundt i Holbæk by.

Tirsdag startede dagen igen med timer på Slottet, men efter frokost gik turen til Oplevelsescenter Nyvang, hvor eleverne bl.a. fik en guidet tur i hestevogn. Dagen efter gik turen til København, hvor underviserne havde arrangeret en selfie-tur rundt i de københavnske gader. Eleverne fik derfor udleveret et kort med de største seværdigheder og derfra skulle de så rundt i byen og tage selfies foran de store ikoner.

Torsdag sluttede dagen af med en afskedsmiddag på Jensens Bøfhus i Holbæk, hvor eleverne og underviserne kunne sige ordentligt farvel til hinanden og fredag formiddag gik turen tilbage til Tyskland.

- Det har været en helt fantastisk uge og både eleverne og underviserne har lært hinanden rigtig godt at kende, og vi har virkelig fået styrket vores fremtidige samarbejde. Vi glæder os allerede rigtig meget til, at vi skal se hinanden igen, fortæller pædagogisk leder fra Slotshaven Gymnasium, Helle Birch, i en pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...