Regn, blæst og solskin.
Vejret viste sig fra mange forskellige sider, da mere end 30.000 spejdere fra Danmark og udlandet var samlet i den sidste uge af juli for at holde Spejdernes Lejr 2022 i Hedeland.
Og når man bor i telt og opholder sig udendørs hele tiden, har vejret stor betydning. Bl.a. for om ens telt bliver stående eller blæser omkuld. Og for hvor mange gange i løbet af en dag, man skal hente vand, når man ikke bare kan tappe det fra vandhanen.
Med på Spejdernes Lejr 2022 var 14-årige Julie og 12-årige Victor, som sammen med deres gruppeleder Johnny Skyborg har indvilget i at fortælle om deres oplevelser på lejren. Til daglig er de en del af Skovtrop-spejderne i Bjæverskov.
Julie og Victor nævner da også begge vejret, da de bliver spurgt, hvad der var det hårdeste ved lejren.
”Vejret var ret irriterende,” lyder det fra Julie, mens Victor tilføjer:
”Varmen på et tidspunkt. Det var virkelig vildt. Vi hentede vand tre gange om dagen.”
Ud over dage med høje temperaturer, oplevede spejderne også regn og blæst i så voldsom grad, at nogle af teltene blæste omkuld. Så galt gik det dog ikke for Skovtrop-spejderne.
Lærte hinanden bedre at kende
Hverken Julie eller Victor havde været på Spejdernes Lejr tidligere, men de havde hørt meget godt om det.
”Alle sagde, at det var en kæmp oplevelse. Og det var det så også,” kommer det spontant fra Victor, som bl.a. fremhæver det at være samlet så mange på en kæmpestor lejr og de mange fede aktiviteter.
På spørgsmålet om, hvad han syntes bedst om, skal han lige tænke lidt, for der var så meget godt, synes han. Men hjulpet på vej af gruppeleder Johnny Skyborg når han alligevel frem til sit svar:
”Det var afslutningskoncerten, da Jung spillede. Det var virkelig fedt.”
For Julie var det bedste at være sammen med spejdervennerne.
”Vi spillede rigtig meget kort og hyggede os, og det var godt at lære sine spejdervenner bedre at kende,” siger hun.
Både Julie og Victor fokuserede mest på fællesskabet internt i gruppen i stedet for det store fællesskab med spejdere fra nær og fjern. Og det kan der også være en stor gevinst ved, pointerer Johnny Skyborg.
”Det er meget forskelligt, hvordan man oplever sådan en lejr. Nogle søger at komme ud og besøge andre, men det kan også blive meget uoverskueligt med sådan en stor lejr, for hvor skal man lige starte. Til gengæld har de mulighed for at være rigtig meget sammen med deres spejdervenner hjemmefra, som de normalt kun ser 1½-2 timer om ugen til en planlagt aktivitet. Det giver dem mulighed for at lære hinanden meget bedre at kende, så gruppen internt kommer tættere på hinanden, og det kan være lige så godt som at komme ud og møde en fra f.eks. Canada.”
Mange forskellige opgaver
Ud over alle de mange aktiviteter, der var arrangeret rundt omkring på lejren, var spejderne også beskæftiget med at sørge for madlavning, opvask, brændesamling og -hugning i deres egen lejr.
Ingredienser til maden kunne spejderne hente i madudleveringen, og udstyret med en Spejdernes Lejr-kogebog var det derefter bare at følge anvisningerne for de forskellige aftensmåltider. Maden var klimavenlig og derfor ikke med så meget kød, og det kunne godt mærkes.
”Det hele smagte godt, men der manglede lidt noget kød,” lyder det fra Julie.
Om aftenen stod den på hygge og afslapning, hvor der bl.a. blev spillet kort og andre spil og slappet af i teltene.
For de 10-12-årige juniorer var spejderlejren uden mobiltelefoner, og det var faktisk okay, synes Victor.
”Jeg ville rigtig gerne have haft et kamera til at tage billeder med, men ellers var det ikke svært at undvære telefonen. Og det var næsten rart at holde en pause fra computeren. Til gengæld er jeg nu kommet bagud i Fortnite, som jeg spiller rigtig meget til daglig.”
Et par aftener var der bål, men ofte blev det sent inden spejderne var færdige med madlavning og opvask, og så gjaldt det om at spare på kræfterne.
”Når man bor udenfor en hel uge, er man bare træt. Så mange havde brug for at slappe af og komme tidligt i seng,” lyder det fra Johnny Skyborg.