Stuens vægge i rækkehuset i Nivå er plastret til med billeder, avisudklip og kunst. En åben dør blotter en ”vild med vilje”-baghave, hvor tykke stængler og slyngplanter slænger sig og efterlader meget lidt plads på jorden. På spisebordet ligger de sidste tre dages Information arrangeret i en sirlig vifte.

I en grå sofa i hjørnet sidder Paul Tempels. Han er 72 år gammel, pensioneret skolelærer, bestyrelsesformand i boligforeningen Niveroden og en vaskeægte lokal ildsjæl. De seneste år har han dedikeret sig til klimakampen.

- Det er slet ikke noget med, at det er noget, jeg gør for at genleve et eller andet fra min ungdom. Jeg synes, at det er den barske virkelighed, fortæller han.

Fra Utrecht til Nivå

Paul Tempels er Hollandsk født og blev færdig som student i 1970 fra gymnasiet i Utrecht.

Året efter mødte han danske Lisbeth i Paris. Lisbeth læste russisk i Moskva og skrev digte, som Paul Tempels hjalp hende med at trykke. Bøgerne solgte de på strøget.

- Jeg kunne slet ikke tale dansk på det tidspunkt, så jeg måtte gå rundt og fange folk på engelsk og sige ’would you like to buy a copy of poems by a young Danish writer?’

De tjente 4000 kroner. For pengene skulle de rejse. De tomlede sig gennem Balkan og ved Sortehavet besluttede de, at de måtte tage sammen hjem til Danmark. Her opdagede de, at der var noget, der hed Christiania. De fandt en lejlighed, og en dag fik Paul Tempels ideen om at lave et skilt.

- Hver dag kom der en bus, hvor der stod Copenhagen Sightseeing på, så jeg synes, at der skulle være et skilt på hovedindgangen, hvor der stod Christiania, så man kunne se, at det var her det lå.

Han fandt en gammel skabsdør, en dåse postkasserød spraymaling og en dåse vaniljegul spraymaling og gik i gang. Skiltet fik tre store gule prikker over hvert i.

- Hvis jeg havde fundet en lilla og en grøn havde skiltet været lilla og grønt. Der er mange der selvfølgelig har troet, at farverne symboliserede alt muligt, men det er altså helt tilfældigt.

Senere blev skiltet modificeret til kun de tre prikker og således er det sagnomspundne flags oprindelse afklaret. Hans vej til Nivå begyndte med Lisbeths sukkersyge. På grund af det hygiejniske niveau på Christiania, spredte der sig gulsot.

- Lægen sagde, at kombinationen af gulsot og sukkersyge var virkelig dårlig og risikabel for Lisbeth. Så vi flyttede herop i samme kvarter, bare lidt længere nede.

Selvom Lisbeth og Paul Tempels blev skilt i 90’erne, bor de stadig en spytklat fra hinanden og er gode venner.

Senil ulydighed

I dag er Paul Tempels’ aktivisme dedikeret til klimakrisen. Siden 2019 har han været en del af Klimaorkestret, som laver slagsange om klimakrisen.

- Jeg kan godt lide, at det forener kunsten med politik. Fællessange er noget, der får folk til at smelte sammen, fortæller han.

Udover Klimaorkestret, er han involveret i den kontroversielle klimaforekæmpelse-gruppe Extinction Rebellion. Senil ulydighed, som han kalder det. Her han blandt andet været med til en aktion, hvor gruppen besatte det franske energiselskab Totals kontor i Nordhavn.

- Vi sendte to gymnasiestuderende op for at spørge, om de måtte se kontoret. De åbnede gladelig op, og så stormede resten ind og besatte deres kontor. Jeg stod selv udenfor og sang kampsange, fortæller han.

Den kontroversielle civile ulydighed ser han som et vørktøj, der starter samtale.

- Man kan provokere for at skabe opmærksomhed. Folk bliver sure over, at de ikke kan komme på arbejde. Men jeg tror også, at samtalen kan starte der. Nogen, der sidder omkring et spisebord siger ’ej, har i set at nogen har limet deres hænder fast til det og så starter samtalen, selvom folk er imod det.

Flygtninge på hylden

Før han hengav sig til klimaforekæmpelse, havde Paul Tempels meget med flygtninge at gøre. I 2015 kom de trætte mænd og kvinder vandrende på motorvejen. Paul Tempels hjalp, som medlem af boligforeningens bestyrelse, fire eritreiske mænd og fire eritreiske kvinder ind i to af rækkehusene i kvarteret.

- De kom ind i et hus. Det eneste lys der var, var fra emhætten og på badeværelset. Det var en kæmpe opgave. Jeg fik en masse ud af det, og det er jo nogle fantastiske mennesker. Jeg blev lynhurtigt indlemmet som deres far, og siden bedstefar til de børn, de har fået, fortæller han.

Fra otte er de eritreiske flygtninge vokset til over 20 i dag. Men Paul Tempels har måttet lægge bedstefar-hatten lidt på hylden.

- En af de store udfordringer for mig er, at jeg ikke kan blive ved med at være deres far og bedstefar. Jeg har nok heller ikke været helt god til at snakke med dem om det, for det er jo meget smerteligt. Og de kan ikke forstå, hvorfor. Hvorfor jeg ikke kommer så tit mere eller hvorfor jeg ikke har ringet. Men jeg er nødt til at gøre mig selv overflødig for dem, for de skal ikke være afhængige af mig. De skal kunne selv.

Klimaarbejdet og hans egen familie har nemlig krævet mere af hans dedikation.

- Der er andre ting, der har trængt på. Mit klimaarbejde og mit bestyrelsesarbejde og min egen familie. Jeg har også tre børn og tre børnebørn, og jeg er trods alt 72 år. Det er ligesom i flyet, at man skal hjælpe sig selv, før man kan hjælpe barnet med at få iltmasken på. Men det er svært, for jeg har jo knyttet mig meget til dem.

Som gammel aktivist mener han, at han har en forpligtelse for, havd han signalerer overfor de unge klimaaktivister.

- Jeg synes, at man skal være livgivende. Vi har en forpligtelse som gamle aktivister overfor de unge. Jeg tror, at er er mange af de unge klimaaktivister, der føler sig deprimerede på grund af klimakrisen. Min sidste salgsdato er jo overskredet, men jeg siger altid til dem, at jeg godt gad leve 100 år mere, bare for at se, hvordan verden udvikler sig.