Endelig: Nu åbner byens femte Netto

Efter nogle år uden dagligvarebutik i bygningen på hjørnet af Mellemvang og Holbæk Have, hvor der senest har været Kiwi+ og før det Superbest, kan beboerne i området nu for alvor se frem til, at de igen kan lægge varer i indkøbskurven helt lokalt.

Det står klart efter, at dagligvarekæden Netto har meddelt, at den længe varslede åbning af butikken nu vil finde sted onsdag den 14. september klokken 8.

Det fremgår af opslag på butiksruderne, og datoen bekræftes af Carsten Hadsbjerg, udviklingschef i Salling Group, der ejer Netto-kæden.

Butikken er i øjeblikket ved at blive gjort klar til åbningen den 14. september.

- Den nye Netto i Mellemvang vil fra starten åbne med det nye »Netto 3.0«-koncept, som holbækkerne måske også kender fra vores butik i Smedelundsgade. Det er en større transformation af alle vores 540 butikker, og vi ruller det ud til mellem 80 og 90 butikker årligt. Butikken i Mellemvang får det fra starten, siger Carsten Hadsbjerg.

Plads til femte butik

Det har været en længere proces at få skabt nyt liv i de tidligere butikslokaler, der i årevis har huset skiftende dagligvarebutikker.

Efter lukningen af Kiwi+ stod Salling Group og Netto ifølge Carsten Hadsbjerg med et lejemål med meget lang opsigelse. Og i første omgang ønskede man ikke at åbne en ny butik.

- Vi besluttede tidligt, at det ville ramme vores andre eksisterende butikker i Holbæk, hvis vi åbnede endnu én i Mellemvang. Men så er der sket det, at området har udviklet sig, så der nu bygges en masse nyt i Holbæk Have, og derfor tror vi på, at der er plads til, at vi åbner endnu en Netto i Holbæk, siger Carsten Hadsbjerg.

Den kommende Netto i Mellemvang bliver dem femte Netto i Holbæk by. I forvejen har kæden butikker i Smedelundsgade, på Munkholmvej, Spånnebæk og Søagervej ved Holbæk Mega Center.

Åbningen af Netto på Mellemvang sker altså onsdag den 14. september klokken 8, hvor kædens eget jazzorkester spiller. Det er en fast tradition ved butiksåbninger.

De almindelige åbningstider for butikken vil være klokken 7 til 22 alle ugens syv dage.

Foto: Morten D. Christensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...