Tørstige festivalgæster slår rekord

På Ringsted Festivals første dag blev der solgt væsentligt flere øl og drinks, end hvad der var estimeret. Faktisk så mange, at torsdagens omsætning steg med hele 46 procent, hvis man sammenligner med første festivaldag i 2019, som var sidste gang, Ringsted Festival blev afholdt.

- Vi har aldrig haft så stor vækst før, og det er jo helt fantastisk, siger festivaldirektør Anders Sørensen.

Samlet set er omsætningen for torsdag alene steget fra 2,4 millioner kroner til 3,5 millioner kroner.

- Jeg tror, at en stor del af det skyldes gensynsglæde og godt vejr, så publikum har givet den én over nakken, siger han.

Anders Sørensen kommer også med en anden væsentlig årsag til, at barpersonalet har måttet løbe stærkt på førstedagen.

- Vi har flere gæster i år, end vi plejer, og det skaber jo også vækst i sig selv, forklarer Anders Sørensen om den store stigning i salg af drikkevarer.

Fra festivalen lyder det, at selvom barlederne i øjeblikket arbejder på højtryk for at få fat i alle leverandørerne, så tyder intet tyder på, at de kommer til at løbe tør for hverken øl eller drinks.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...