Den danske mountainbike-rytter, Sebastian Fini Carstensen cyklede sig fredag til en sølvmedalje ved EM i mountainbike, der blev afviklet i Olympiapark i München i Tyskland. Dermed gentog han kunststykket fra sidste år, hvor det også blev til EM-sølv.
Den 27-årige rytter fra Hellerup, som til daglig stiller op for det franske hold, Team KMC-Orbea, var hele løbet igennem en del af en større forfølgergruppe, der jagtede den suverænt cyklende englænder, Thomas Pidcock.
Pidcock var i front urørlig og kunne suppelere sin store medaljesamling, der både tæller VM-guld i cykelcross og OL-guld i mountainbike med en EM-medalje i det flotteste metal.
I forfølgerfeltet var Sebastian Fini konstant med helt i front, og på de sidste opstigninger lykkedes det ham at sætte den schweiziske rytter Filippo Colombo, således at han kunne cykle i mål til EM-sølv.
”Det var super fedt, at jeg kunne gentage min andenplads fra sidste år og jeg er glad for at kunne vise at jeg har niveauet til at være med helt i toppen.
Jeg har arbejdet med min pacing og løbsstrategi og det var godt at det lykkedes for mig i dag”, sagde Sebastian Fini ifølge Dansk Cykle Unions hjemmeside.
Den anden danske deltager, Simon Andreassen, sluttede på en 20. plads.