Af Johannes Schønau, bæredygtighedskonsulent, Folkehøjskolernes Forening
Vejen til en grøn omstilling går gennem treenigheden; Politisk vilje/handling, teknologiske løsninger og adfærdsændringer. Som almindelig samfundsborger ligger mit bidrag altså i, at stemme på de politikere der har mod til forandring, udnytte de grønne teknologier der findes, men først og fremmest, at ændre min adfærd. De første to er til at overskue, men at ændre sin egen adfærd i dybden, kan være svært.
Man kratter lidt i overfladen, handler lidt genbrug, bekæmper sporadisk madspild og spiser mindre kød i dag, end man gjorde for år tilbage. Men i det store hele batter det ikke meget. Uret tikker og i et febrilsk ønske om forandring og en higen efter håb og den gode historie, retter vi blikket mod de unge; fremtiden.
De danske medier retter gerne linsen mod ungdommens initiativer, når det kommer til klimakampen. Hver gang der er unge på barrikaderne og som går forrest i klimademonstrationer, tager til COP-møder og skaber aktiv handling, bliver disse unge bragt frem til forsiderne og hyldet for deres wokeness. Den Grønne Studenterbevægelse får ofte taletid.
Har klimaangst
Vi jubler når de unge kommer på banen og markerer sig i debatter. Vi lytter til deres opråb og glædes ved de historier der dukker op, når de stabler klimademonstrationer på benene. Fortællinger om nye regionale Gretha Thunberg´er går verden rundt, og der tegnes hurtigt et billede, af en hel ungdomsgeneration, der vil forandring og går forrest i kampen for en grønnere verden.
Samtidig hører vi også om unge med klimaangst og i november sidste år, ramte historien om en nyoprettet sorggruppe for unge med klimaangst i Stefanskirken næsten samtlige danske medier.
En vigtig nyhed, men også en nyhed, der i volumen, godt kan give indtrykket af et massivt problem blandt unge. For tegner denne nyhed et realistisk billede af virkeligheden? Er de unges bekymring for fremtiden og deres klimahandlinger nu også så markante, som det billede vi tegner? Gør vi de unges klimakamp større end den i virkeligheden er? Er det fordi vi håber på en samlet ungdom, der er i gang med at redde verden og skabe den forandring, som vi andre stadigvæk har så svært ved?
Min fornemmelse er, at de unges klimabevidsthed er steget over årene. De er blevet mere vidende og stiller langt større krav til omverden end tidligere. Også hvad angår en grøn omstilling. Folkeskolen og vores videregående uddannelser har taget verdensmålene til sig, og det er de færreste unge, der ikke har en grundviden om jordens tilstand, og mange af dem også en medfølgende bekymring. Et stort studie fra Barth University sidste år viser, at 45% af verdens ungdom dagligt påvirkes negativt om følelser for klimaet.
Kører mere bil
Men det er som om bekymring, viden og adfærd ikke rigtig følges ad. Heller ikke for de unge. Når vi f.eks. ser på konkrete handlinger på nogle af de parametre, der kunne høste den største CO2-reduktion, nemlig transport, så finder vi ikke de store adfærdsændringer til det bedre, tværtimod.
En analyse af privatbilismen blandt unge viser en markant stigning. På tre år er brugen af personbil blandt de 16-24-årige steget med 14,7 procent, hvor der for befolkningen som helhed, er sket et lille fald. Samtidig er de unges brug af kollektiv trafik gået ned med 9,1 procent, brugen af cykel med 15,1 procent, og det at gå, er faldet med 12,6 procent. (Analyse fra Danske Regioner baseret på tal fra Transportvaneundersøgelse fra DTU (aug. 2020)).
Statistikken viser også, at de 18-21-årige er den gruppe der flyver mest. Faktisk rejser de udenlands 3,78 gange om året (og ofte med fly), og overstiger selv 50+ generation.
Det er ikke hensigten her at udskamme de unge eller negligere begrebet klimaangst. Klimaforandringerne er ikke (alene) deres ansvar, og de unge, der opfatter fremtiden som skræmmende, skal tages seriøst.
Jeg påpeger blot, at hvis vi bilder os selv ind, at en samlet, bekymret ungdomsgeneration står på spring for at ændre adfærd, lægge bånd på sig selv for klimaets skyld og begrænse egne udfoldelser, så har vi skabt en falsk fortælling. Så må vi tro om igen.
Det er farligt, hvis vi klynger os til håbet om, at det er den næste generation der redder klimaet, (så vi selv slipper for det). Grøn omstilling er et fælles ansvar, og kræver at dem med den største livserfaring går forrest, viser reelle handlemuligheder og efterlever dem. Adfærdsændringer tager tid og betinger, at dem man spejler sig i, også spiller med.
