Lille, men populær udstilling

At Lotte Dandanells kreative åre banker kraftigere end de fleste mennesker er der ingen tvivl om, når man besøger hendes sommerhus i Havnsø på Strandvej 8a, hvor hun i denne weekend holder Danmarks mindste udstilling.

Selv badeværelset, som ligger ved siden af det lille sommerhus, er med stjernehimmel og vejrhane noget helt særligt. Parasolfoden er også dekoreret med glas.

80-årige Lotte Dandanell, som især er kendt for at stå bag Olsen Bandens ikoniske klæder, bød velkommen til gæsterne, som kunne se malerier med havfruer, fisk og Nekselø, som motiver. Også Tour de France, som jo gik gennem Havnsø på anden etape, var repræsenteret med en gul cykel på nogle af malerierne.

- Det her er min nyeste stofcollage, siger Lotte Dandanell, mens hun peger på en glad klovn med butterfly.

En del af gæsterne er gengangere, som helt klart ikke skulle nøjes med at kigge, men også var klar til at købe noget. Faktisk var der allerede inden udstillingen solgt flere af malerierne.

En af gæsterne sagde også, at “det er kunst, som man bliver glad i låget af”.

- Jeg plejer at få solgt det meste, men det er også lave priser, siger Lotte Dandanell, som den 9. maj fyldte 80 år.

Derfor er det muligvis også sidste gang, at hun holder udstillingen i sommerhuset, da det er stort arbejde, fortæller Lotte Dandanell, som hvert år bor i sommerhuset fra juni til september. Hun er født og opvokset i Havnsø, og hun synes, at der er sket en stor udvikling i Havnsø de seneste år med tilflyttere og nye restauranter.

Til daglig bor hun på Frederiksberg.

Yvonne med til fødselsdag

Hun holder stadig foredrag om sit spændende arbejdsliv, hvor hun har klædt skuespillere på adskillige danske film og serier. Især Yvonne fra Olsen Banden og hendes festlige kjoler er kendt blandt de fleste.

Lotte Dandanell blev også spurgt af Helen Toudahl, som optræder som Yvonne til større firmaarrangementer og fester, om hun ville hjælpe med at sy en Yvonne-kjole. Lotte Dandanell afviste hende i første omgang.

- Jeg gad simpelthen ikke at sy mere Yvonnetøj, siger Lotte Dandanell, som dog efter lidt overtalelse, gik med til tegne kjolen og købe stofferne, og så fik hun en gammel kollega til at sy kjolen.

Da Lotte Dandanell skulle holde sin fødselsdag med den nærmeste familie og venner, tilbød Helen Toudahl at optræde som Yvonne.

- Det var sjovt. Hun havde en kommentar til alle gæsterne, siger hun.

Lotte Dandanell har en datter, en svigersøn og tre børnebørn, som efter at have boet i Flensborg i en del år, for to et halvt siden flyttede til København.

- Det er dejligt, at have dem lidt tættere på, siger hun.

Om denne udstilling, så er den sidste, ved Lotte Dandanell ikke.

- Det er måske den sidste, så jeg har givet den hele armen denne gang, siger hun.

Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...