Pianostemmer åbner butik

Det er Wæhrens Piano & Flygler, der i slutningen af september åbner forretning i hjørneforretningen på Algade 48 i Vordingborg.

I øjeblikket er pianostemmer og instrumentmager Nicholai Wæhrens og hans søn Benjamin Wæhrens i fuld gang med at male og sætte lokalerne i stand - men det er ikke dét arbejde, der gør at forretningen først åbner om en måneds tid.

- Vi skal have instrumenter hjem fra Belgien og Japan - og især Japan vil nok tage noget tid, fortæller Benjamin Wæhrens, der er i lære som klaverstemmer og klavertekniker hos sin far.

Udover flygler og pianoer vil man i forretningen også kunne få klaverbænke og lamper. Desuden vil der være kunst på væggene og skulpturer mellem instrumenterne.

Adskiller værksted og butik

Wæhrens Piano & Flygler har hidtil holdt til på Bogø, og her fortsætter virksomheden med at have lager og værksted, hvor der kan skiftes sangbund, tangenter, strenge og meget andet på instrumenterne.

I værkstedet på Bogø stod nye instrumenter side om side med gamle klaverer, der var skilt ad på grund af renovering, og dén sammenblanding har Nicholai og Benjamin Wæhrens ikke været helt tilfredse med.

- Det ser lidt byggerodsagtigt ud, mener Benjamin Wæhrens, der var den, der opdagede det ledige butikslokale i Algade og foreslog det til sin far.

Forretningen i Algade bliver således ren butik, en eksklusiv butik, hvor kunder kan se og afprøve forskellige instrumenter.

- Hvis vi ikke lige har det, folk vil have i butikken, så har vi det måske på lageret og ellers finder vi ud af det, siger Nicholai Wæhrens.

Et stabilt netværk

Selvom forretningen i Algade bliver en ekstra udgift, der ikke garanterer mersalg, så er far og søn enige om, at butikken er nødvendig. De har desuden et godt fast grundlag at bygge på, for de har mange privatkunder samt musikskoler og koncertsteder, og desuden frygter de ikke en lunefuld mode:

- Klaverer og flygler er gamle instrumenter, de har set sådan ud i århundreder. De går ikke sådan af mode og taber ikke i værdi, bemærker Nicholai Wæhrens, der er en ud af bare 35 medlemmer af brancheforeningen Dansk piano og instrumentmagerforening.

“Bedre end mig”

Når Benjamin Wæhrens i efteråret 2024 er færdiguddannet er det planen, at han skal videreuddanne sig i udlandet i kortere og længere tid. Nicholai Wæhrens har ikke længere tid til den slags - der er alt for meget at lave i virksomheden - men han har en drøm på sin søns vegne:

- Jeg håber, han bliver bedre end mig, siger han.

Foto: Mille Holst
Foto: Mille Holst
Foto: Mille Holst
Foto: Mille Holst
Foto: Mille Holst
Foto: Mille Holst

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...