Gentoftes favnende førstemand fylder rundt

På sin egen stilfærdige og behagelige facon har Michael Fenger gennemført en mindre revolution i de 15 måneder, han har siddet som Gentoftes borgmester. Det vilde er, at det nok kun er et fåtal, der har bemærket det.

Det skyldes måske, at revolutioner i det konservative hjerteland ikke foregår med afhuggede hoveder eller voldsomme paroler. Der sættes ikke en ny kurs. Der tales heller ikke grimt om den tidligere rorgænger. Det ville være utænkeligt. I stedet indføres små organiske forandringer. Små justeringer af kursen, som kun nørder eller måske en opvakt lokalpresse kan få øje på rækkevidden af.

Tag nu bare den nyhed, vi kunne fortælle inden sommerferien: Bilharziosebygningen skal i en periode bruges til at huse ukrainske flygtninge. Den nyhed er et eksempel på den revolution, vi taler om. En mindelig løsning. Et resultat af den velvilje, der nu hersker mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Gentofte Kommune. Glemt er al snak om brudte løfter og retssager. Mailboksen er ikke længere fyldt med juridiske skænderier.

Eller tag sagen om KDY og Halgodt, der længe skilte vandene i Skovshoved Havn. Da ejeren af Halgodt udstedte et ultimatum til Gentofte Kommune, så det ikke ud til, at der kom en mindelig løsning, der kunne tilfredsstille alle parter. Men det kom der. Præsenteret for den slags metoder ville den tidligere borgmester have båret nag, indtil Helvede frøs til is. Ikke Michael Fenger. Han blev i forhandlingsrummet.

Så er der sagen om en ny svømmehal. Her er der stadig en borgergruppe, der synes, udbygningen af Kildeskovshallen er den dummeste beslutning siden ensretningen af Skjern Å. Men de kan ikke med nogen ret sige, at der ikke er blevet lyttet til dem.

Og sådan kunne man faktisk blive ved. Michael Fengers evne til at lytte og afsøge kompromisser har været et særkende ved hans første 15 måneder i stolen. Gentoftes ry som en kropumulig størrelse i det kommunalpolitiske landskab er simpelthen under hastig afvikling. Læg hertil, at den strengt forvaltede topstyring - onde tunger vil sige enevælden - er afløst af en helt anden og langt mere inddragende ledelsesstil.

Partier markerer sig

Ovenstående udvikling har så også ført til en ny og mere potent markeringstrang hos de partier, der udgør budgetflertallet sammen med de konservative. Nu kan man tale om pluralisme i det politiske landskab uden at vride sine hænder eller grine nervøst.

Michael Fenger vil med statsgaranti betakke sig for enhver tale om revolution. Men vi tillader os at tale om en mindre. Har Villabyerne ladet sig besnære af den nye borgmester, fordi han ved flere lejligheder har talt om vigtigheden af en kritisk lokalpresse. Egentlig ikke. Men varmer hans ord efter adskillige års undtagelsestilstand? Uden tvivl.

Hvis man stadig er i tvivl om rimeligheden af vores analyse, så lyt til hvad enkvindeshæren Jeanne Toxværd fra Enhedslisten sagde til os, da Michael Fenger havde siddet ét år i stolen:

“Fenger er en holdspiller, som evner at skabe grundlag for et godt og respektfuldt samarbejde i kommunalbestyrelsen - trods politiske forskelligheder. Fenger er åben for debat, og kommunalbestyrelsesmøderne er blevet meget mere interessante, da partiernes forskelligheder kommer frem, og den demokratiske samtale folder sig ud,” sagde kvinden, der gav karakteren 4½ ud af 5, da vi bad hende bedømme Michael Fengers første år i borgmesterstolen.

Alle, der har overværet ordvekslinger mellem den tidligere borgmester og Jeanne Toxværd, vil vide, at der er kommet helt nye bølger på den lokalpolitiske suppe. Helt ny ret og nyt bestik faktisk.

Måske er det Michael Fengers fortid som højre fløj - og anfører - på det danske landshold i håndbold, der har gjort ham til en udpræget holdspiller. “Kun sammen når vi resultater” er hans mantra, når det gælder ledelse.

Bedsteforældre var missionærer

Michael Fenger har boet i Gentofte i 50 år, men han har opholdt sig meget i udlandet. Som barn ofte i længere perioder i Swaziland og Sydafrika, hvor hans mormor og morfar var missionærer i 50 år.

Han boede også et år i Grønland som teenager, da faren var overlæge i Grønland i 23 år.

I håndboldkarrieren besøgte Michael Fenger stort set alle lande i Europa, og det at rejse i Østeuropa før Murens fald, var en helt speciel oplevelse for ham.

Som barn spillede han faktisk fodbold i et par år i B1903, men i 1974 begyndte han at spille håndbold i HIK i Kildeskovshallen.

HIK Håndbold var i 1974 en nystartet klub, og medlemmerne skabte et fantastisk sammenhold og et socialt fællesskab, beretter han.

Han spillede på landsholdet fra 1982-93 og spillede 234 kampe. Han var som nævnt anfører på landsholdet gennem flere år. Og deltog blandt andet i OL 1984 i Los Angles. Det var dengang, håndboldspillerne blev kaldt ’Bolchedrengene’ på grund af spillertøjet.

Både før og efter landsholdskarrieren har Michael Fenger været elite- og ungdomstræner. Sidste trænerpost var rollen som assistenttræner på herrelandsholdet i to sæsoner i 2004-05.

Til tops i Nilfisk

Michael Fenger blev student fra Øregård og uddannede sig senere til Cand.Polit. Han har kun arbejdet i tre forskellige virksomheder siden 1989: Arvid Nilsson A/S, Nilfisk og Gildhøj Privathospital

I Nilfisk startede han som strategisk planlægger, og derefter bestred han diverse internationale lederjobs inden for salg og marketing. Senere blev han administrerende direktør for Nilfisk Danmark og Norge, en post, han bestred i ni år. I de sidste seks af dem var han Senior Vice President for Global Marketing og Produkt Management.

I de foreløbig sidste fem år af sin erhvervskarriere, før han indtog borgmesterposten i Gentofte 15. maj 2021, arbejdede han som salgs- og økonomidirektør på Gildhøj Privathospital.

Michael Fenger havde siddet i Gentofte Kommunalbestyrelse i tre perioder (12 år), da han blev borgmester. Han har tidligere været formand for Kultur-, Unge- og Fritidsudvalget. Herudover havde han siddet otte år i Økonomiudvalget, 12 år i Skoleudvalget samt fire år i Byplanudvalget, så han var ingen novice, da han satte sig i borgmesterstolen.

Når Michael Fenger selv skal sætte ord på sit politiske arbejde, så taler han om, at politikerne efter hans mening skal arbejde mere som en bestyrelse og mindre som ”oversagsbehandlere” på forvaltningens beslutninger.

Politikerne skal efter hans mening sætte den strategiske retning og følge op på mål og indsatser samt selvfølgelig håndtere vigtige politiske enkeltsager. Men ikke detailregulere. Endnu et nybrud.

Unges trivsel

En af de mærkesager, han lagde størst vægt på, da han tiltrådte som Gentoftes borgmester, er unges trivsel.

“Mange unge føler et pres for at gentage den succes, deres forældre har haft, men Gentoftes unge hverken kan eller skal kopiere deres forældre. Livet kan leves på mange måder. Vi må tage noget af presset fra de unges skuldre,” sagde han dengang til Villabyerne. I dag siger han:

“Jeg er stolt af, at vi tager så grundlæggende fat som vi gør – velvidende at det er et langt træk, hvor forandringerne skabes over tid. Vi kan se, at der fortsat er behov for en koordineret, målrettet forebyggende indsats for at fremme sundheden og trivslen blandt unge i Gentofte. Og derfor fortsætter vi de mange indsatser, vi allerede har sat i værk, og undersøger nye muligheder.”

Gentofte Kommune er med i Sundhedsstyrelsens og Trygfondens 4-årige pilotprojekt ’Fælles om ungelivet’, et ambitiøst projekt, der skal sikre, at flere unge lever et frit ungdomsliv, hvor både forældre og lokalsamfund aktivt bidrager til, at rammerne omkring unge opmuntrer til et reduceret alkoholforbrug og beskytter mod brug af tobak og andre rusmidler.

Da han havde siddet et år på posten, spurgte Villabyerne ham, hvordan det egentligt er at være Gentoftes borgmester.

“Det er et utrolig sjovt job. Sjovere, end jeg havde regnet med. Jeg møder en masse spændende mennesker hver dag. Jeg har altid arbejdet meget, men i arbejdstid fylder det mere end mit tidligere job (som økonomidirektør på Gildhøj Privatklinik, red.). Arbejdsmængden er også meget stor, men jeg bliver ikke stresset. Jeg tror, det er fordi, jeg har en organisation, der kan hjælpe mig,” lød det fra Michael Fenger.

Fejrer fødselsdagen privat

Michael Fenger blev gift med sin kone Charlotte i 2007 i Skovshoved Kirke. Tilsammen har de tre voksne drenge. Charlotte var initiativtager og stifter af Skovhoved Triathlon Klub i 2004 og var formand de første seks år.

Meget sigende for Michael Fenger skal fødselsdagen fejres i private rammer, når han fylder 60 år i dag, den 8. august.

Tillykke med fødselsdagen, kære borgmester.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...