Formel 1 har en dragende effekt på TV-seerne verden over – og der er masser af myter og dramaer omkring kørerne.
Nu får du chancen for live at opleve to, som har haft et had-kærlighedsforhold: Mika Häkkinen og David Coulthard kommer til Hillerød som det eneste sted i Danmark.
Onsdag 7. september klokken 19.30 er de på scenen - og på venskabelig vis - i Royal Stage, hvor TV3’s Formel 1-kommentator Jens Hansen er moderator.
Kolleger og konkurrenter
De har været kollegaer, teamkørere og konkurrenter. De har kæmpet, rivaliseret og i årevis dystet om, hvem der først kom over målstregen i et væld af verdens mest prestigefyldte motorløb.
De to pensionerede Formel 1-kørere fortæller bl.a. om livet i overhalingsbanen, karrierer i højeste gear og om at være højprofilerede, feterede navne inden for motorsport - en sport, der ikke er for sarte sjæle, og hvor konkurrencen om at nå til tops er benhård.
Bestemt ikke mundlamme!
Det kræver en helt særlig støbning og disciplin at blive flerdobbelt verdensmester i Formel 1 - en eftertragtet titel og følgende berømmelse, der kan kompromittere venskaber.
Og dét i en grad, der forrige år fik David Coulthard til at sætte ord på had-kærlighed, der i årevis prægede forholdet til kollegaen Mika Häkkinen, mens de var holdkammerater hos McLaren. Det tema vil være noget af omdrejningspunktet i Royal Stage.
- Så denne eksklusive aften tager dig bogstaveligt talt med ned i raceren og en tur rundt gennem alle hårnålesvingene. Samt videre til alt dét udenfor banen – og de to legender er bestemt ikke mundlamme! siger direktør Carsten Larsen fra Royal Stage.
Der vil være mulighed for at købe adgang til at møde de to kørere efter seancen på scenen: autografer og selfie med kørerne er en mulighed.
Og inden det starter er der mulighed for et pitstop i Restaurant Royal, som har kreeret en Formel 1 Burger.
Højdepunkterne er to individuelle VM-titler med det legendariske Formel 1 McLaren team i 1998 og 1999.
Den største nedtur er ulykken under træningen til det australske Grand Prix i 1995 i Adelaide, som sendte Häkkinen i koma i længere tid. Heldigvis var han tilbage på banen i Formel 1 allerede til sæsonstarten 1996. Et utroligt comeback.
Skotske Coulthard står noteret for at have kørt hele 239 Formel 1-Grand Prix’er og fik sin første sejr i det portugisiske Grand Prix i 1995; og fulgte op med yderligere 12 sejre. Yderligere 49 gange er han sluttet på podiet med sekundære placeringer, og 12 gange har han startet et løb fra poleposition.