3500 til koncert ved slottet

Lørdag var der Come2Live slotskoncert ved Ledreborg, hvor 3500 musikglade tilskuere var dukket op under den bagende sol.

Lørdag var der Come2Live slotskoncert ved Ledreborg, hvor 3500 musikglade tilskuere var dukket op under den bagende sol.

Lejre: Kold øl i glasset, picnictæppe på græsset og god musik på scenen under den varme sol. Lørdag gav tæt på perfekte forhold for Come2Live slotskoncert ved Ledreborg Slot, hvor mere end 3500 mennesker dukkede op for at nyde de fem vidt forskellige kunstnere - og den første Come2Live slotskoncert uden Corona-restriktioner.

- I år har vi jo været utrolig heldige. Vejret er med os, og vi er uden restriktioner. I forsalg solgte vi 2500 billetter, og så har vi solgt yderligere 1000 i indgangen. Så vi er rigtig glade, og dagen tegner til at blive utrolig god og festlig, lyder det fra arrangør Kristian Gislason, da Dagbladet fanger ham under Barbara Molekos koncert om eftermiddagen.

Positivt overraskede

Årets slotskoncert er den tredje i rækken arrangeret af Come2Live - der i år for første gang har holdt koncerter på fem forskellige slotte hen over sommeren. En plan, de har sigtet mod siden 2017. Og i år er således også første år, hvor der ikke har været begrænsning på deltagerantallet - mens der de foregående to år har været et maks på 1200 mennesker. Og så er det første år med strålende sol, efter to år med slotskoncert i regnvejr. Foruden et program, der er rykket et par timer, således at festen varer fra 14.30 til 23.30 fremfor 12.30 til 19.30 som de foregående år. En kombination, der kunne mærkes - på stemningen såvel som deltagerantallet.

- Vi er positivt overraskede, især over de mange, der er blevet lokket herud af vejret i dag. Det er præcis, hvad vi havde håbet på. Og så giver det alt andet lige en anden stemning, når man kan skifte regnponchoen ud med shorts. Solen, musikken og folkene - i de her fantastiske omgivelser, ja, vi kan ikke være andet end tilfredse, tilføjer arrangøren, der håber på at kunne gentage succesen næste år.

En fest for alle

Foruden Moleko, var også Mathilde Falch, Mads Langer, Jacob Dinesen og Folkeklubben på scenen og skabe fest i slotsparken. Et alsidigt program, der ramte ned i forskellig smag - hos alle aldre. Men det var især førstnævnte, der tiltrak seks og et halvt år gamle Rosa, der havde set “Dum for dig”-sangerinden i programmet Hvem Holder Masken på TV.

- Jeg har jo set hende i fjernsyn, så det bliver ret sjovt at se hende i virkeligheden også. Så skal jeg nok op til scenen og følge med, proklamerer hun, mens hun nyder skyggen nær en stor brombærbusk sammen med de voksne Jenni og Mathilde.

- Det er jo en fantastisk stemning her i dag. Lige nu holder vi os lidt i skyggen og nyder musikken på afstand. Men vi skal helt sikkert ned på pladsen - måske endda danse lidt - når vejret er lidt mildere, tilføjer Jenni.

- Men indtil da synes vi, vi har en god plads her i skyggen. Også selvom brombærrene er lidt sure endnu, slutter hun og griner, inden fokus igen er på musikken.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...