Da Simon Dahl i december 2019 var i den anden ende af telefonen med et tilbud om at komme til Nordsjælland Håndbold, kom opkaldet på et perfekt tidspunkt for Laurids Søgaard Petersen.
Dels var han var færdig med specialet på Syddansk Universitet og kiggede sig om efter et spændende sted at arbejde som træner, dels var Laurids og kæresten Sofie Alnor langt i deres planer om at vende hjem til Sjælland igen efter nogle år i Skanderborg.
Efter nogle samtaler blev det et "ja" til Simon Dahl, i maj 2020 startede Laurids Søgaard Petersen i Nordsjælland med titel af talentchef og ungdomstræner og med opgaven at etablere en fødekæde i klubben: Et U17-hold, et U19-hold og et 2. divisionshold, så der kunne leveres spillere til 1. holdet. På det tidspunkt lå den opgave i moderklubberne i Hillerød, Helsinge og Helsingør.
Nu skulle de samles og strømlines i overbygningen, og Laurids Søgaard blev ydermere også assistenttræner for Simon Dahl på Ligaholdet.
- Nu har vi en "fuld trappe", hvor man kan komme i Nordsjælland fra U17 og blive, til man er senior og spille på Liga- eller 2. divisionsholdet. Vi har et miljø, hvor det er kendetegnende, at man som spiller vil blive dygtigere og også i et fællesskab, hvor man bliver dygtigere sammen. Man har også tænkt sig at lægge arbejdet i det og gøre sig umage, fortæller Laurids Søgaard Petersen i podcasten "Hånden på bolden".
Lyt til her:
Laurids Søgaard er fra Benløse ved Ringsted og startede med håndbold der som 12-årig, og efter et kort ophold i TMS Ringsted kom han til Roskilde Håndbold og blev et produkt af det arbejde, der gøres der.
Et par sæsoner i Køge blev det også til, inden Laurids Søgaard Petersen stoppede målmands- og håndboldkarrieren for at tage til Skanderborg.
Herfra kunne han gør sit speciale i idræt færdig samtidig med, at der var tid til at være ungdomstræner på Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA.)
Trænervejen blev brolagt i det små der, men var det faktisk allerede i Roskilde Håndbold, hvor Laurids Søgaard havde snuset til rollen som U16-drengetræner med ingen ringere end Henrik Olsen som assistenttræner...
Nu er Laurids Søgaard altså i Nordsjælland Håndbold og trives med det og de opgaver, han har.
- Jeg er rigtig glad for at være lige præcis, hvor jeg er nu - det er mit drømmejob og det, jeg gik og håbede på at kunne få skrabet sammen, da jeg var 20 eller 22 år. På et tidspunkt kan det da godt være, at jeg kommer til at søge efter nogle anderledes udfordringer, siger Laurids Søgaard, der har voksende cheftræner i maven, men ikke synes at have travlt.
- Simon joker ofte med, at jeg går og sliber knivene bag hans ryg, men jeg tror, jeg skal ikke svare på Simons vegne, at vi glade for det samarbejde, vi har. Jeg nyder de ben, jeg har i mit arbejdsliv og er glad og privilegeret fordi jeg kan få lov til at beskæftige mig med min hobby på fuld tid, siger Laurids Søgaard.
Hør samtlige episoder af Hånden på bolden her:
Podcasten kan findes på Spotify og Apple Podcast eller høres i linket i denne artikel.
