Ros fra kontrolrummet: Festivalgæster har brugt tiden på at hygge sig

Ringsted: Lørdag eftermiddag er sikkerhedschef Thomas Hedme godt tilfreds, da han gør status på de første to døgn af Ringsted Festival 2022.

- Folk hygger sig og giver den lidt ekstra gas med alkoholen. Vi kan godt mærke, at de har manglet at feste i tre år på Ringsted Festival.

Thomas Hedme er chef for det private sikkerhedsfirma Event Crew Security, som har ansvaret for sikkerheden på Ringsted Festival i tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi og samaritterne.

- Vi har omkring 35 medarbejdere i gang på skift under festivalen. De er blandt andet til stede ved indgangene og ved koncerterne på festivalen. Desuden har vi hele tiden mandskab her i vores overvågningsvogn, hvor vi har oversigtsbilleder fra de 15 opsatte videokameraer, der er strategisk placeret på festivalpladsen, siger Thomas Hedme.

Når mørket falder på

I mens vi snakker, er Alex Vargas begyndt sin koncert i Reaktoren. Fra skurvognen holder Thomas Hedmes søn, Kasper, og kollegaen Jan Jensen øje med publikum.

- Vi har særligt fokus på, om der er plads mellem tilhørerne til koncerten og om der er plads til at komme ud af teltet, hvis det bliver nødvendigt. Vi har hele tiden kontakt til vores kolleger, der er til koncerterne, så vi hurtigt kan skride ind, hvis der er behov for det, forklarer Kasper Hedme.

Det bliver der ikke behov for til den i øvrigt fremragende koncert, som du kan læse mere om her.

Det er da også primært om aftenen, når mørket falder på, at der begynder at blive noget at se til for sikkerhedsfolkene.

Det er blandt andet til koncerter med de store dj’s som Martin Jensen, Hedegaard og Kato.

- Vi ved også af erfaring, at der bliver lidt mere at se til, jo tættere vi kommer på festivalens afslutning. Når Kato spiller natten til søndag, er det ikke længere så vigtigt at beholde sit armbånd, påpeger Thomas Hedme.

Da sn.dk snakker med vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi søndag morgen, har der da også været lidt tumult på festivalpladsen i de døende timer. Det har ført til en enkelt anholdelse af 24-årig mand fra Ringsted, der er sigtet for vold mod en sikkerhedsvagt og en betjent klokken 01.35 natten til søndag

Hvepse og fadøl

I samarit-teltet har mandskabet brugt mest tid på behandling af hvepsestik og hjælpe folk, der har været dehydrerede eller har drukket for meget. Frem til lørdag eftermiddag har der desuden i fire tilfælde været behov for at tilkalde en ambulance.

- Selv om vi havde forsøgt at sprede budskabet om, at der skulle drikkes meget vand på den varme åbningsdag torsdag, var der en del, der glemte det og tog en hel del fadøl i stedet for. Der var ikke tvivl om, at folk havde savnet festivalstemningen, siger Thomas Hedme.

Det viser salgstallene fra barerne også med al tydelighed. Der blev solgt 11.000 liter øl i løbet af torsdag. Det er markant mere end de 6.000 liter, der blev solgt på åbningsdagen på Ringsted Festival 2019.

Stor erfaring

Mandskabet fra Event Crew Security har stor erfaring fra de tidligere Ringsted Festivaller og tilsvarende sikkerhedsopgaver.

- Det bliver til omkring 400 arrangementer om året primært på Sjælland og jeg har arbejdet med sikkerheden på syv til otte Ringsted Festivaller gennem årene, fortæller Thomas Hedme.

Sikkerhedsfirmaets næste opgave er allerede i dag, søndag, hvor de har 35 mand på plads i Parken til fodboldderbyet i Superligaen mellem FC København og Brøndby.

Hvis du vil se stemningsbilleder fra Ringsted Festival, har vi samlet dem i to billedgallerier.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...